Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. H. Bohm: Grev Moltke og Fredrik den store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for urigtig, hvad den har‘anerkjendt som sandt: Epuor si muove!" Det
er vel overflødigt at anføre parallelsteder hertil af den konges skrifter,
som hele sit liv stræbte efter sandhed og altid uforfærdet udtalte og
hævdede, hvad han ansaa for sandt. Fredrik skriver 1770 til marquis
d’Argens: „Jeg handler nu som altid efter den indre overbevisning
og den følelse af ære, som leder alle mine skridt. u Moltke fortsætter:
„Den tænkende aand svæver ud i de lysende stjerners endeløse vidder
og kaster sit blylod ned i de mindste tidvmrelsers uudgrundelige dybder;
intetsteds finder den grænsen, men overalt regelen, det umiddelbare
udtryk for den guddommelige tanke.“ Ogsaa Fredrik udtaler, at de
dybeste forskninger ikke formaar at finde nogen grænse for verden;
han siger (i en ode i anledning af akademiets gjenoprettelse): „De
udforsker jorden; de læser i himlene; stjernerne blir skildrede i sin
bevægelse, flodernes kilder opdagede; de følger vindene, de veier luften,
de betvinger naturen, de fastslaar universets skikkelse o. s. v.; men
„paa det vidtstrakte hav, hvor vismanden svømmer, kun bevæbnet med
sin svage fornuft, har himmelen ingen grænse og vandet ingen strand
bred; af det umaalelige, det uendelige er han omgivet paa alle kanter. “
Og endnu grundigere og mere systematisk end Moltke kar Fredrik
bekandlet den tanke, at verdensaltet er et hele af bestemte love og
det umiddelbare udtryk for den guddommelige tanke. Hele sit liv
igjennem tænkte han paa dette spørgsmaal, og hans anskuelser forblev
i det væsentlige altid de samme. Han kan kun begribe verdensaltet
med dets fuldendte hensigtsmæssighed som et verk af den guddomme
lige visdom. Hele verden, siger han i sin kritik af Holbachs „naturens
system“, beviser, at dens ordning er et tænkende væsens verk; man
behøver kun at aabne øinene for at overbevise sig derom. Saaledes
tinder han, ligesom Moltke „intetsteds vilkaarlighed i naturen, men
overalt lov“. Men naar den sidste opstiller sætningen: „Fornuft og
verdensordning er konforme, de maa have samme oprindelse,“ saa ud
fører Fredrik denne tanke paa flere steder videre. „Naar naturen i
mennesket har frembragt et förnuftigt væsen, saa maa den seiv være
endnu meget fornuftigere end det, da den dog ikke kan have meddelt
det egenskaber, som den seiv ikke besidder. Dersom tænkning er er>
følge af vor organisation, saa maa naturen, der er uendelig mcre
organiseret end mennesket, besidde tænkning til den høieste grad af
fuldkommenhed. “ Men ogsaa for ham gaar saavel naturen som men
neskets aandelige fuldkommenhed tilbage til den guddommelige kilde.
Haar nu Moltke i sine betragtninger fortsætter: „Tingenes oprindelse
formaar fornuften vistnok ikke at opfatte,“ saa er den samme tanke
hos den store konge endnu skarpere betonet og kommer atter og atter
277
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
