Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. H. Bohm: Grev Moltke og Fredrik den store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
igjen. „Saasnart vi gaar tilbage til de sidste principer (brev til Suhm
1736), saa har vi intet andet at gjøre end at indrømme vor uviden
hed . , . Yi har ikke evnen til at gaa til den dybeste grund i tingene. 44
En tidlig mistro til spekulationen fæstnede sig hos Fredrik efterhaanden
til den grundsætning, at det var mennesket unddraget at udforske
tingenes sidste aarsager, og at ethvert forsøg derpaa kun førte til
metafysiske fantasterier (cfr. Zeller P. 12).
Trods disse skeptiske anskuelser var dog Fredrik, saaledes som
det af de ovenciterede ytringer fremgaar, af den mening, at verdens
organisation ikke modsiger fornuften — ligesom Moltke, der siger:
„men intetsteds staar den (o: fornuften) i modsigelse til den regel,
som leder alt.“ Hos begge tænkere tildeles fornuften den opgave
ufortrødent at stræbe efter sandheden. Moltke skriver: „Selv om
det skabtes ufuldkommenhed leder fornuften ind paa veie, der fører
bort fra sandheden, er sandhed dog dens eneste maal. 44 Men Fredrik,
som i sin berømte ode om smigreriet priser den „rene og straalende
sandhed, den udødelige himmelske datter,“ skriver omtrent paa samme
tid ianledning af filosofen Wolffs tilbagekaldelse: „Et menneske, der
søger og elsker sandheden, maa i ethvert samfund skattes høit. 44 Naar
nu vismanden fra Creisau anerkjender, at mange dogmer, og at navnlig
mirakeltroen ikke lader sig forene med fornuften, saa har Fredrik
givet den samme tanke et skarpere udtryk. Kun mildt bemerker
Moltke: „— — Saaledes træder vistnok fornuften i strid med mange
ærverdige traditioner. Den sætter sig op imod miraklet „troens ynd
lingsbarn“ ; den kan ikke overbevise sig om, at almagten, for at opnaa
sine maal, skulde have nødig i enkelttilfælde at ophæve naturens love,
som regjerer i evighed. 44 Meget mere afgjørende og dadlende udtaler
Fredrik sig om mirakeltroen, der imidlertid „synes at være lavet for
folket4’ (Brev til d’Alembert 1770).
En væsentlig overensstemmelse mellem begge filosofer bestaar
deri, at de, paa samme tid som de ikke bryder sig synderlig om
dogmerne, dog i høi grad ærer det væsentlige ved religionen, nemlig
moralen, og indrømmer den kristelige religion forrang fremfor alle
andre. Moltke bemørker: „Dog retter ikke tvivlen sig mod religionen,
men kun mod den form, i bvilken den bydes os. Kristendommen har
hævet verden fra barbari til kultur. Den har i sin hundredaarige
virken ophævet slaveriet, adlet arbeidet, emanciperet kvinden og aabnet
blikket mod evigheden. Men var det troeslæren, dogmet, som
skabte denne velsignels e?“ Paa lignende maade, men atter skarpere
udtaler Fredrik sig. Han adskiller den oprindelige kristendom bestemt
fra det, som allerede i det tredie aarhundrede var blevet ud af den.
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
