Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - ***: Socialismen i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for arbeiderstanden kun kan gjennemføres efter fjernelsen af den nu
værende kapitalistiske regjeringsform, og at derfor en politisk re
volution maa gaa forud for den økonomiske. Alle af den kapitalistiske
regjering indrømmede forbedringer i arbeidernes stilling kan kun ufrugt
bart udskyde den endelige løsning og bør derfor ikke understøttes.
Partiet er saaledes et politisk-revolutionært parti med økonomiske
formaal.
3. Anarkisterne, hvis program i Prankrige som overalt be
staar i nedrivning af det bestaaende, uden at de klargjør sig, hvad
de vil have istedet.
Denne deling er imidlertid ingenlunde strengt gjennemført og
kommer ofte slet ikke til den store mængdes bevidsthed. Næsten
rigtigere end theori og grundsætninger er de ledende personligheders
indflydelse, hvorefter ogsaa partierne for det meste benævnes. Possibi
listerne, der i sin tid spilte en rent politisk rolle i kampen mod
Boulanger, er bleven indbyrdes uenige og falder for øieblikket fra
hinanden i Broussister og Allemanister, der gjensidig heftig be
kriger hinanden, skjønt igrunden intet andet skiller dem end deres
føreres jalousi. Partiets fører er Benoit Malon, som i et maaneds
skrift — La JRevne Socialiste — forsvarer possibilismens grundsætninger
og i den sidste tid skal have vundet temmelig mange tilhængere.
Malon hører ikke til de vilde demagoger, som kun forlader sig paa
ophidselse af de slette instinkter og af princip bare gaar ud paa at
skabe had. Ifølge sin karakter er han meget snarere idealist, og han
sværmer for et nyt arbeiderparadis, der skal opnaaes, saasnart som
det er muligt uden blodige omvæltninger. Malon begyndte sin litterære
virksomhed som digter og maaske er hans forholdsvis moderate stilling
at tilskrive hans lyriske temperament. Han er autodidakt, er i be
siddelse af en alsidig viden, som dog ofte savner videnskabeligt grund
lag. Hans maade at skrive paa er ikke beregnet paa de store masser,
og heller ikke som taler har han havt nogen succes.
Kollektivisternes ubestridte høvding er Gruesde, en mand,
som ved, hvad han vil, en haard karakter, der i sit væsen slet ikke
er fransk, og hvis doktrinære veltalenhed snarere minder om en tysker
eller en englænder. Med uryggelig standhaftighed og uden hensyn til
stralfebestemmelser kjæmper han ufortrødent sin kamp mod kapital
ismen, hvis tilintetgjørelse han anser for en uafviselig betingelse for
oprettelsen af sin sociale stat. Efter hans ansknelse er statens om
styrtelse ubetinget nødvendig for at hjælpe proletarierne til deres
rettigheder, og hans nuværende taktik gaar ud paa allerede nu at
vænne befolkningen til erklæringer mod statsmagten og saaledes at
forberede det almindelige udbrud, som skal bortfeie det kapitalistiske
herredømme. Hans parti, blandt hvis fornemste støtter er Marx’s
svigersøn Lafargue, maa paa grund af den følgerigtighed, hvormed
det forfølger sine maal, ansees for meget betydningsfuldt. Simpel
heden i deres grundsætninger og henvendelsen til de masser, der er
sterkt tilbøielig til en voldsom omvæltning, gjør dem til et udpræget
revolutionært parti, hvem kun ét mangler; heller ikke dem vil det
kunststykke lykkes at forene arbeidernes masser i sig og blive mere
285
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
