Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Laura Marholm: Gottfried Keller - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke saa fine, som de burde være foretrak aldeles ikke at give
sig fuldstændig hen til nogen. Og for det tredie, at det behagede ham
at leve som en skikkelig mand saa længe, at alle, som kjendte ham
nøiere fra hans letsindige ungdom var døde før ham, og med dem
det, de vidste.
Foran mig staar en skaal med anemoner og violer og ranunkler
og andre vaarblomster, som jeg med møie netop har hentet mig
sammen fra skoven, for at have noget levende og en sød duft om
mig, mens jeg skriver om Keller. Ellers gaar det ikke; thi hans
digtning er liv og leg. Lysten til at lege, der i hans barneaar
(som han fortæller i „Der grilne Heinrich“) drev ham til at experi
mentere og præparere, har hele hans liv siddet ham i livet ved
behandlingen af poetiske stoffe og har tvunget ham til pludselig at
gribe sine mennesker, som aldrig er opfundne, men altid oplevede
mennesker, ved det ene ben og snurre dem rundt, og til pludselig
at give forholde, begivenheder, tilstande, som var ganske nøie be
tegnede og lokalt begrænsede, et puf ud i det rent fantastiske og
det urimelige. Næsten alle, ialfald de fleste af hans noveller har
et saadant træk, hvor der sammen med den største phykologiske
sandhed hersker det største ydre virvar og mangen gang det mest
løsslupne galimathias; man tænke paa slutningen af „Die arme
Baronin“. Hvormed hænger dette sammen? Med romantikernes
æsthetik, som er gaaet ham i blodet? I første udgave af „Der
grilne Heinrich“ er der en slemt romantisk badescene; det samme
vaade forførelseselement, som man flnder hos næsten alle de
ældre herrer af Kellers generation, i Spielhagens „Reih und
Glied“, i Johannes Scherr’s „Deutscher Michel“, hos Storm o.
s. v., og her falder det saa ganske og aldeles ud af rammen
for enhver mulighed for en schweizisk bondepiges opførsel og for
førelseskunster. Eller hænger det da han i alle ting er
nøgtern nok og slet ikke romantiker sammen dermed, at han
igrunden hare skrev for sig selv alene og for sin egen fornøielse?
Og saa morede det ham, som et menneske, der i sin ungdom havde
havt angst for forsynet, og fegtet for Guds tilværelse, i de modnere
aar at forbedre forsynet og rette paa alt det skjæve, som det havde
overseet, at straffe de onde og belønne de gode, saaledes som det
tilkommer et endnu tjenestedygtigt og tjenesteivrigt forsyn. Og naar
nu publikum læste det bagefter? Ja hvad vedkom det egentlig
Gottfried Keller? Han havde i sin schweiziske hovedstad ofte nok
gjennem halvlukkede øine seet verdens naragtighed drage forbi sig
i store internationale reisesværmer, publikum kunde være glad,
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
