Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar Julius Tschudi: Forholde i Irland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kroner aarlig. Imidlertid, de moralske virkninger af dette absentee
forhold antages at veie endnu meget mere end det direkte pengetab.
Det gik med de irske absentee-godsherrer netop saaledes, som man
kunde vente. Djernede fra sine godser blev de ligegyldige for sine
forpagterbønders ve og vel. De tabte blikket for sine godsherrelige
pligter og bevarede kun tanken paa sine rettigheder eller rettere sine
fæsteafgifter. Den regelmæssige og rigeligst mulige indflyden af disse
blev det væsentlige — i mange tilfælde vel endog det eneste virkelige —-
baand mellem dem og deres godser, og paa den anden side var det
ligesaa naturligt, at dette ab s ente e-forhold kunde komme til at virke
paa fæstebonden i retning af at uddybe hans nedarvede had og mis
tillid til godsherren og af at befæste hans overleverede traditioner om,
at han seiv (fæstebonden) var den retmæssige eier til jorden og gods
herren kun en usurpator.
Det er i denne forbindelse værd at huske paa, at den af feudal
systemet udsprungne adelige godsherrestand i sin oprindelse i virkelig
heden ikke er andet end en embedsstand. Den middelalderlige stat
havde ingen penge, den havde kun godser. Den kunde ikke — som
den moderne stat — lønne sine tjenere (embedsmænd) med gager og
pensioner. Til erstatning for udførelsen af offentlige hverv gav den.
jordegodser til lehn eller forvaltning. Det var dens embedsgager.
Hertuger, grever, baroner osv. er ifølge sin oprindelse og væsen til
svarende til, hvad vi i vore dage kalder generaler, amtmænd, dommere
og lign., det er, de fik sine adelsgodser som erstatning og følgelig til
lige paa betingelse af, at de udførte hverv i almenvæsenets (eller om
man heller vil kongens) tjeneste, disse hverv være sig af militær,,
civil, administrativ eller juridisk art. I tidens løb gik, som bekjendt,
denne’ oprindelige karakter tabt. Af den oprindelig rent personlige
embedsstand udviklede sig efterhaanden en arvelig: embedet eller for
lehningen gik fra fader over paa søn. Det næste udviklingstrin var,
at den arvelighed, som først kun var et faktisk forhold, gik over til
at blive anseet som et retsligt. Det er, embedet eller forlehningen blev
betragtet som en familie-ret. Dermed var adelskabet udviklet.
I adelskabet, saaledes som det i yor tid præsenterer sig og allerede
længe forinden har præsenteret sig, er der i almindelighed kun lidet
tilbage af det oprindelige grundlag. De af embedet flydende rettig
heder er bibeholdte, men pligterne er glemte. Adelstanden er nu —
for at benytte et udtryk af en bekjendt nulevende tydsk statsrets
lærer1) — „en forstenet embedsstand."
*) Eudolf Gneist, professor ved Berlins universitet.
301
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
