Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Bølsche: Darwinismens forlorne søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sterkeste modsætning mellem mennesket og de anthropoide aber i hans
bjernes størrelse og komplicerede form. 1
Dermed turde ringen være sluttet paa en maade, som ikke lader
noget tilbage at ønske. Bogen er ude. Og dog følger endnu omtrent
tredive sider, paa hvilke Wallace lige ved afskeden gjør det kunst
stykke at stille hele sin lære paa bovedet og at företage en saltomor
tale, som i den empiriske videnskabs historie virkelig er enestaaende
i sin art.
Wallace konstruerer sig en liden kreds kulturelementer, om hvilken
kan mener, at den umulig kan skylde den naturlige selektion (o : det bedst
skikkedes, det nyttigstes seier (survival) i kampen for tilværelsen) sin
udvikling, her maa desuden være en „ andenu aarsag. Betragtningen
indledes ved en sætning, som i denne sammenhæng har en sterkt
sofistisk bismag. At menneskets legemlige egenskaber er udviklet af
dyriske former gjennem naturens selektion, berettiger ikke til den
slutning, „at nu ubetinget ogsaa dens aandelige natur, seiv om den
bavde udviklet sig i overensstemmelse med hine, maatte have opnaaet
sin uddannelse bare ved de samme aarsager.“ Hele det øvrige bind
gaar igrunden bare ud paa at bevise, at selektionstheorien er abnen
gyldig, da de bekjendte, iagttagne tilfælde uden møie finder sin for
klaring i den og for de øvriges vedkommende gjælder den mest ind
lysende sandsynligbedsslutning; nu, da det andet skal bevises, blir for
fatteren skeptisk ligeoverfor værdien af saadan analogi-sandsynligbed.
Aand og legeme blir pludselig grovt skilte efter gammel medens
faa sider i forveien dog aandsudviklingen blev beit igjennem gjort
afhængig af den „legemlige“, altsaa for selektion tilgjængebge hjerne!
Etteråt terrænet saaledes overfladisk nok er gjort fri for en ny bypotbese,
der kan operere med nye midler, fremføres først kulturmenneskets
matbematiske anlæg som et aandslegeme, der aldrig kan være
opnaaet ved selektion. Beviset er følgende. Alle laverestaaende
menneskeracer mangler det matbematiske anlæg enten fuldstændig eller
det er ganske uøvet. De brasilianske buskmænd og indianere „skal“
ikke kunne tælle til mere end to. Ligeledes bolder Lubbock det for
usandsynligt, at „vore ældste forfædre bar kunnet tælle til ti“. Men
i senere aarbundreder ser vi, bvorledes den matbematiske evne naar
op til den enorme bøide af en Newton eller Gauss’s geni. Er nu denne
udvikling tænkelig som resultat af den naturlige selektion? Isaafald
maatte den matbematiske evne have været en fordel i kampen for til
værelsen. Var dette tilfælde? Yed de vildes kamp med elementerne
og rovdyrene kunde der ikke være tale om det. Ved menneskebedens
tidlige vandringer, ved erobringen og tilintetgjørelsen af de svagere
folk ved de sterkere spillede matbematiken „ ingen rolle Grækerne
„bekjæmpede ikke persernes angreb ved bjælp af sine matbematikere,
men ved krigeriske øvelser, patriotisme og opofrelse for fædrelandet“.
Østens barbariske erobrere, Dschengis Khan og Timurlenk skylder ikke
„mathematisk begavelse“ sine seire. Romerne, som vel bavde „ud
dannelsen af sine matbematiske anlæg at takke for sin militærorganisation
og sin veibygningskunst, blev alligevel beseirede af „barbarer“, der var
næsten ganske blottede for saadanne evner. Ikke efterkommerne af
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
