Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur d’Autreville: Panama - Indtryk og udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
næsten bliver til selve begivenhedens forklaring. Til saadanne for
søg paa en undersøgelse er maaske netop tidsskrifterne skabte
og det vil derfor muligvis nu, hvor et mellemaktstæppe er rullet
ned (et mellemaktstæppe er et ord, valgt af forsigtighed, fordi, selv
om tragedien virkelig skulde have ende, i det mindste satyrspillet
utvilsomt vil følge efter den), være rette tid, at give en helt kort
fremstilling af alle de hundrede bevægelser og strømninger, som i
3 maaneder i Frankrig har kjæmpet under det sørgmodige navn
„Panama". Det vil ikke være muligt at give noget nyt; men man
kan idetmindste samstille det ældre.
Det var den 21de november, krisen brød ud. Frankrig har
kaldet dagen „anklagerens dag" og maaske blev den den tungeste
i den 3die republiks historie. Delahaye var anklageren, og det
var selve det kaminer, han tilhørte, som han anklagede. Han til
hørte den eneste af forsamlingens grupper, hvor en mand kunde
findes, som vilde gjøre det uden hensyn: han er boulangist. Han
tilhører den ensomme kreds af mænd, hvis herre er død som en
operahelt paa en kvindes grav, og som de herskende har traadt
under fødder med et „væ victis" uden skaansel. De er blevet faa,
men de er ikke uden magt, fordi deres politiske idé lever efter
deres nederlag, og fordi det i en forsamling og i et land, hvor
de mange er forbundne ved saa mange obskure baand, er blevet
en styrke at staa udenfor og at være ene. Boulangisterne, forladte
af alle og bundne til ingen, kunde, naar tiden var der, blive
Frankrigs samvittighed.
Blandt dem er Delahaye blandt de yngste. Han eier, siger de,
som kjender ham, fægterens glæde ved kampen og den overbevistes
tro paa maalet. Det blev ham, der, mens de deputerede skreg og
blegnede og besvimede paa sine bænke, slyngede Frankrigs til
lidsmænd korruptionslisten i ansigtet. Listen, der viste, at de 105
(talangivelsen forbliver endnu bestandig forskjellig: man siger 105,
125, 145 og 165 anklagede for bestikkelse) havde modtaget Panama
selskabets penge, havde solgt sin stemme . . .
Virkningen af anklagen var übeskrivelig, og „undersøgelses
kommissionen" nedsattes. De, som besluttede det eller maatte be
slutte det, kjendte næppe selv rækkevidden af en afgjørelse, som
vel iøvrigt var uundgaaelig. Thi hvad denne kommission fik at
undersøge, var ikke periodens enormeste foretagende, der for under
søgelsen opløstes til en uhyre svindel, bunden til fædrelandets be
rømteste navn, det var selve det herskende Frankrig og alle de
„titusendes" samfund, som blev stillet foran undersøgernes skranker.
105
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
