Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af, ved en uafbrudt kjæde af lovmæssig bestemte og forbundne aar
sager og virkninger, har været afgjort, hvilket alternativ det i hvert
enkelt tilfælde maatte komme til at vælge, er klart. Og dersom man
som vistnok de fleste af nutidens determinister, betragter det hele
universum med alt, hvad det rummer, af baade materielt og immaterielt
som en organisk enhed, hvor selv de übetydeligste, hinanden uligeste
og fjerneste dele staar i et absolut solidarisk vexelvirkningsforhold til
hinanden, da maa man tydeligvis ogsaa antage, at mennesket og dets
vilje til enhver tid kun kan være og vfrke saaledes, som summen af
den ganske aandelige og legemlige verdens samtidige forhold med
nødvendighed bestemmer.
Det er vistnok sandt, at vor vilje under gunstige omstændigheder
kan blive saa forædlet, saa fornuftig, saa fri for disharmoni
med den „sædelige verdensorden", at vi i almindelighed følger dennes
bud med glæde og derfor uden nogen følelse af ufrihed. De
lænker, man ikke længer ønsker sig befriet fra, taber, subjektivt seet,
karakteren af lænker og forvandles til ledebaand, der til og med kan
give den ledede en fornemmelse af frihedslignende tryghed At
bringe viljerne i et saadant forhold til den sædelige verdensorden kan
man vel endog være saa nogenlunde enig om at anse for alt livs og
al opdragelses høieste maal; thi dette forhold er betingelsen for den
fuldkomneste fred og lykke, vi er istand til at tænke os. Men nogen
übundethed, frihed i absolut forstand er det dog ikke. Det er
kun en relativ, en betinget frihed, en lykkelig tvang, der ophæver
den tvang, der gjør ulykkelig, de slette, de udisciplinerede liden
skabers trældom. Det er harmoniens skjønne gjensidige afhængighed.
Det er saa langt fra at være en alle mennesker medfødt evne eller
egenskab saaledes som den i n deterministiske frihed at det
tvertom er et ideal, som kun de alier lykkeligste tilnærmelses
vis naar.
Den menneskelige vilje, det menneskelige væsens fortrinsvise
dragning mod det ene eller det andet alternativ, være saa stærk og
saa fornuftig, den være vil, den er dog ikke übundet, den
formaar dog ikke et eneste øieblik at frigjøre sig fra sine aarsagers,
„forholdenes", übetinget bestemmende, determinerende magt. Men
hvad der ikke maa oversees, det er, at til disse aar
sager, disse forhold hører ogsaa, og det ovenikjøbet
i første række, individets egeil personlighed, dets med
fødte s a ave 1 som dets erhvervede evnerogegenskaber.
Et trångsynt individ kan ikke træffe et valg, der.i almindelighed vidner
om et vidt og klarsynt blik, medmindre det samme valg ogsaa lader
370
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
