Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
idealisationer, handlende i fuldkommen frihed efter sit eget adlede
væsens indskydelser vistnok i harmoni med, men ikke afhængige
af hinanden, kun som strenge stemte sammen af en fælles mester eller
kanske endog —af sig selv. Og det er ikke alene de egentlige
digtere, der giver fantasien løse tøiler, naar den vil afsted paa en
saadan flugt; de fleste af os finder en vederkvægelse i nu og da at
glemme vor übetydelighed og hæve os op til det guddommeliges høide
eller drage det guddommelige ned i det menneskeliges sfære.
Det er saaledes en meget almindelig „ideal" trang hos os at tro
os istand til i absolut frihed at ofre os for en sag eller person, og
vi gribes endog af en almindelig ringeagt for mennesket som ethisk
væsen, af en knugende „Weltschmerz", naar vi kommer til at forestille
os, at de mest heroiske ofre har været med en naturlovs übøielighed
bestemte af forholdene. Skal man da f. eks. ikke kunne glæde sin
syge moder ved nogetsomhelst offer, uden at man af forholdene drives
dertil ? Har alt, hvad der hed ethisk begeistring været det sorteste
selvbedrag? Er da ogsaa altruisme og heroisme kun et udslag af
den materielle og immaterielle verdens „love" ligesaa vel som egois
men og feigheden ? Mekanik? Bare mekanik omend af en sær
egen art?
Man maa ikke glemme: 1) at til de viljen bestemmende forhold
hører, som allerede nævnt, i første række individets egen personlighed,
dets medfødte og erhvervede egenskaber og evner ; 2) at det ikke har
betydning for andet end den side af vor egoisme, der kaldes forfænge
lighed, at kunne sige eller tro om sig selv, at det gode, man gjør,
er ens egen handling, uafhængig af alt og alle omkring en og
udsprungen af ens eget indre uden nogensomhelst tilskyndelse eller
tvang.
Er det ikke ligegyldigt for den lidende, om det er en vilkaarlig
eller en af motiver helt og holdent bestemt vilje, han skylder den
lindring, jeg bragte ham, naar blot disse motiver er rene og varm
hjertede? Og bør det da ikke ogsaa være mig ligegyldigt? Eller
var det mig kanhænde ikke saa meget om at gjøre at hjælpe den
trængende som at indlægge mig selv en mig og ingen, ingen anden
tilhørende fortjeneste, glimre ved en ethisk bedrift?
Din viljes godhed bliver ikke mindre værdifuld og skjøn, fordi
den kar sine nødvendige aarsager, og fordi du har din opdragelse,
din medfødte konstitution og alle andre omstændigheder at takke
derfor. Dette er nemlig kun at henlægge det skjønnes ophav fra dig
selv, enkeltvæsenet, til naturen eller verdensordenen i dens helhed.
Du kan ikke prale med nogen individuel uafhængighed, det er sandt.
372
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
