Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T. Parr.
Walt Whitman.1)
1819—1892.
111.
„Bad du mig om bløde, deilige rim?
som jeg gjør det nu.
Determinismen ansporer uophørlig til ikke at lægge hænderne i
skjødet og sætte sit haab til mirakler. Sammen med sin søster soli
daritetstanken gjør den det muligt at forene næstekjærlighed og egen
kjærlighed i arbeidet for det fælles, solidariske vel og opfordrer der
ved til at benytte hvert eneste øieblik og hvert eneste lille middel
paa en almennyttig maade.
Og naar dette livssyn, der bevidst eller übevidst har in
spireret de fleste af vore dages filantroper i deres arbeide for de
aandelige og materielle goders retfærdige fordeling, ofte har udartet
til sit vrængebillede, fatalismen, derved at man har overseet betyd
ningen af individets egne anstrengelser og saaledes reduceret det
til en mere eller mindre hjælpeløs slave af sin omverden da viser
dette kun, at det har let for at misforstaaes, ikke at det ret for
staaet er fordærveligt eller falsk.
Form og teknik var imidlertid for Whitman af helt underordnet
betydning. Alt hvad man efter hans formening kan forlange af dem
er, at de maa være helt naturlige. Indholdet er hovedsagen". Det
var ikke hans opgave i livet at pusle vakre vers. Han havde langt
større verk at øve.
Men jeg sang slet ikke for dig, fordi at du skulde følge og forståa, saalidt
Hvad har vel i det hele slig digter som jeg for slig en som du? Lad du mine
høger ligge;
Ja, vug dig isøvn med, hvad du evner forståa, med sødladen pianomusik,
Jeg vugger ingen isøvn, og aldrig fatter du mig."
*) Se „Samtiden" septemberheftet p. 339.
Fandt du, hvad jeg sang, saa haardt at følge?
381
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
