Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kitty L. Kielland: Fra rue du Bac no. 10 - Christian Skredsvig: Fra Avenue de la grande Armée no. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kitty L. Kielland.
Fra Avenue de la grande Armée No. 7.
virkede og betog os, fordi omgivelserne var saa nøgternt tarvelige.
Vi sad der en liden bande for os med aandsrigdom imellem os,
omgivet forresten af slidte, trætte arbeidere og haandværkere.
Fra først af faldt det mig meget vanskeligt at følge Jonas Lie
i de tilsyneladende store hop, hans fantasi gjorde, og jeg spurgte
mig selv, om min forstand var for snau og kort til at være med.
Siden blev det mig dog en stor nydelse at følge hans udviklinger,
som ofte fra de merkværdigste udgangspunkter førte ud i en eller
anden aandrig slutning.
En rar ting er der ved Jonas Lie, som jeg aldrig har mødt
hos nogen anden. Vi mennesker gaar egentlig altid tillukkede og
tillaasede ved hverandres side, de inderste tanker, især indre sor
ger og lidelser, dem faar aldrig nogen at vide, vi gjemmer dem
med al mulig omhu. Flere gange har det hændt mig, at Jonas Lie
har sat sig hen til mig og stilfærdig og fint har fortalt mig mine
egne følelser, —og han kunde ikke vide dem. Naar jeg saa har set
forskrækket op over at være udluret, har jeg mødt et fjernt, venligt
blik, som om han ikke vidste selv, hvorledes hans ord traf. Og
han vidste det ikke selv, saadan brutalt hverdagsligt vidste han det
ikke, saa det kunde genere, men hans nerver anede det, eller kanske
en art fremsynthed hos nordlændingen viste ham det.
Dette fine, subtile hos Jonas Lie faar blot hans venner se, men
de glemmer det heller aldrig.
Ja hos Lie’s, ja, mens de bodde i Avenue de la grande Armée.
Aldrig i mit Liv har jeg vært sammen med saa mange Landsmænd,
•som der kom om Aftnerne. Det mylrer af dem for Erindringen,
og nu skjønner jeg sletikke, hvorledes han fik skrevet noget eller
hvordan vi nei vi gjorde da ingenting.
Og saa trængte man en høi Luft og no Fjernt til Horisont,
især i de gule klare Maikvæller, naar Avenuernes Kastanjer stod
lubne af Løv og Blomster. Og saa slog vi os sammen en liten
Flok fra de la Kegencén, stoppet en Porte Maillot, steg af ved
Etoile, hvor grande Armée begynder, og saa saa vi langt ind i
Frankrige, violet og varmt, som det laa i den siste Soljyll. Sa itte
Men til hver Jul kom likevel Lies visse Bok.
425
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
