Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Jonas Dahl: Jul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„N n ne . .!"
Sligt vankede ude i perselugten om peisen.
*
*
*
havde lært hende; og da kom hun helt til det trettende ordenstal,
for cla skreg hun saa det ljomede: „Far verden, far-vel; fra dig
vil jeg vende min „trettende" sjæl!"
Først i sit tiende aar saa hun læreren for sine øine; og det
blev ikke mange gange siden heller.
En gammel, halt raring, som havde 4 spe. aaret og kosten,
for at gaa paa lægd tre uger i hver grænd, og som en gang hvert
andet aar forvildede sig op til Skarsgrænden, en halv mil nedenom
Skarpaas ; aldrig nærmere.
Og saa hans apokryfe lærdom! Et af hans yndlingsthemaer
var: „Hvorlænge var Nathanåel i helvede? Du? Du? Du? Yed
du verkelig ikke det? Ak ak ak ku rat en halv
time!"
Præsten havde engang selv hørt det og harm spurgt: „Hvor
har De det tøis ifra?" Og da havde han meget bevidst svaret:
„Det haver jeg læst udi en bog."
Ligesaa flittigt spurgte han, med betænkeligt øiekast over
hornbrillerne: „Dandsede man i brylluppet i Kana?"
„Joho joho joho, du! Jo de dandste for frelseren du!
Men de dandste ikke den forfængelige engelsdands, men de dandste
<len anstændige polsdands."
Men havde hun lidet lært, hun vi snakker om (med et øien
blink mod veslefanten) ; saa var hun nu ikke mindre ferm paa plad
sen sin for det. Hun braavokste rent de to aar, hun var sammen
med manden sin, baade i aands- og legemsevner. Og hun og Helge
gik sammen rent som to ploghester. Kjærringerne maatte le, naar
de tænkte paa, hvor hardfør og hidsig paa arbeidet hun var, da
denne (blink!) kom til. Det var endda i skuren; men hun vilde
ikke gi’ sig; hun havde med sig et plag nede paa aakeren. Det laa
hun paa, hvergang lierne kom. Saa kunde hun skjære imellem;
til sidste hiten. Men det var nu saavidt, hun kom ihus med gut
ten og.
Men meste dagen sad jeg inde i kammerset med veslefanten.
Og har det nogengang i mit liv lykkes mig at være en rude, hvor
igjennem Guds kjærligheds sol fik skinne ind, saa var det den jule
dag. Aldrig har heller noget barn klinet sig tættere hen til ruden
for at slikke hver eneste straale.
465
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0475.html
