Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Walt Whitman.)
1819—1892.
synger din, hve«m du saa er
Jeg berømmer og synger mig selv
Ud af denne hans religiøse følelse og opfatning kommer alle
hans øvrige tanker og ideer. Den udødelige sjæl det vil sige
det enkelte menneske, personligheden bliver selvfølgelig for ham
det vigtigste og centrale i livet. Den alene er evig alt andet
er forgjængeligt, temporært og eksisterer kun for dens udvikling.
„Jeg sværger, jeg begynder at se meningen i alt dette,
det er ikke jorden, det er ikke Amerika, der er saa store,
det er mig, der er stor, eller vil blive det; det er dig, som læser dette,,
hvem du saa er;
universets hele eksistense er rettet mod en eneste personligheds udvikling,
min, enhvers."
Stater, regjeringer, nationaliteter eksisterer kun for den enkeltes skyld
Den ’ styrelse er bedst, der tager mest hensyn til individet og dets udvikling.
Den store idé, der maa være tidens digteres thema, det er ideen om helt frit
og fuldvoksne individer. Hvo vover vel sætte noget i verden høiere end et
livilketsomlielst enkelt menneske? .... Et landis storlied bestaar ikke i ud-
strækning, i indbyggerantal eller i rigdom ; men den bestaar i kjække og ædle
personligheder .... Hvem du saa er, det er for dig, sol og maane roterer i
rummet .... De gamle mestre malte en glorie om deres helgeners hoved;
jeg maler myriader hoveder, men intet uden dets tilhørige glorie .... Jeg
fatter ikke hvad eller hvem Gud selv indbefattet kan være mere eller
vidunderligere end jeg selv er; og jeg synger ikke Guds pris høiere, end jeg-
det maa du sætte op mod dit eget, ellers er det spildt tid at lytte til mig.
O, hvilken glæde i en mandig personlighed,
ikke at krybe for nogen, bøie sig for nogen,
stäa og gaa opreist med elastiske fodtrin,
se paa alt og alle med roligt eller flammende blik,
tale med fuld, klangfuld stemme ud af et bredt bryst,
stille ens egen personlighed op imod al verdens andre personligheder."
Ud fra dette individualismens standpunkt er det saa atter, at
han bliver den „personlige friheds" skjald. „Vi har hørt nok om,
at vi er orme og kryb, lad os nu heller lære at føle guddommen i
vort bryst og opføre os den værdigt." Men da han saa synger
denne menneskets berettigede stolthed paa samme tiel, som han selv
er hovedpersonen i sine digte, saa fyldes de af ytringer, der ser
stødende, egoistiske eller rent latterlige ud, til vi mindes, at han
1) Se „Samtiden" oktoberheftet p. 381.
Men alt hvad jeg synger som mit,
467
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
