Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bam i lang tid. Men Whitman var urokkelig. Det gjaldt, sagde
’han, grundprincipet for al hans digtning og al hans tro. Gav han
tabt her, saa var hans hele sag tabt, hans tro forraadt. Det gjaldt
at hævde, at „moralen er natur", at det helt og ligefremt natur
lige liv er det ideale og guddommelige. Det var just paa dette
omraade, at menneskene betvilte og benægted den sandhed og op
stillet en anti-naturlighedens moral; just paa dette omraade
maatte derfor slaget staa. Just her var det, at verden, og ikke
han, maatte vige.
Han har derfor, trods venners gjentagne bønner, aldrig givet
tilladelse til at udgive nogen uc’gave af sine digte, uden at denne
samling ogsaa medtoges i dens helhed. Det er mod hans ønske
og protest, at slige udgaver er udkomne i Europa, og helt nyligt
ogsaa i Amerika.
Han hadet i det hele kristendommens vanlige dualisme ; dens
splittelse af mennesket i to forskjelligartede og endog stridende
•dele. Sjæl og legeme er et mener han. Vi er ikke to ting, men
een. Sjælen er blot legemets liv og legemet sjælens form. Hvad
vi kalder legemligt og materielt er lige saa stort og helligt, som
•det vi kalder sjæleligt og aandeligt. Sjælen eksisterer alene gjen
nem legemet, vokser alene gjennem dets udvikling. Det aandelige
indbefattes i og afhænger af, og er det materielle.
„Jeg vil digte om det materielle, siger han; thi saa vil mine
sange blive aandelige sange. Jeg vil skrive om legemet og det
dødelige; thi da ved jeg, at jeg vil synge sjælens og evighedens
sange".
Forfølgelserne mod Whitman paa grund af lians digte om
kjønsforholdene fik, som nævnt, aldrig det omfang, man kunde
ventet. Han er naturligvis blevet misforstaaet, haånet og udskjældt
sit hele liv igjennem, især af dem, som ei har læst hans digte,
eller fattet hans mening. Men af egentlig forfølgelse har der været
langt mindre, end han selv maa have ventet sig.
Under borgerkrigen tjenstgjorde, som omtalt, Whitman som
sygepleier. Efter dens slutning udnævntes han til en underordnet
stilling i et af regjeringsdepartementerne. Da saa, lidt senere, en
ny udgave af „Leaves of Grass" atter henledte opmærksomheden
paa hans digteriske virksomhed, var hans departementschef uklog
nok (slige folk har jo Amerika intet monopol paa) til at afskedige
Whitman for sine „umoralske og obscøne skriverier". Øieblikke
lig reiste der sig imidlertid høirøstede indsigelser fra alle kanter;
digtere og kritikere af alle skoler kom ham til undsætning, og
Whitman saa sig takket være forfølgelsen pludselig helt
populær. Med ren enstemmighed krævedes fra alle sider udover det
hele land, at den „gode, graa digter" skulde faa sin post tilbage. En
fornuftigere departementschef havde imidlertid allerede givet ham
en ny stilling af samme art og med samme indtægt, som den han
havde mistet. Dertil indskrænket sig den første forfølgelse.
Senere var der en øvrighedsperson i staten Massachusetts, som
satte en forfølgelse igang og truet med at konfiskere Whitman’s
471
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
