Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Fragment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3
Fragment.
En tidlig aftenstund i slutningen af marts. Det havde været
en varm, brusende dag, en af de dage, der, mens sneen endnu
ligger høi paa markerne, pludselig straaler op med sol og klar,
blaa himmel, dryppen fra alle tage, rislen i alle rendestene og
durende, syngende bækkesus gjennem gaderne. En dag, da
menneskene strømmer forundrede ucl i luften og myser med glade øine
mod solen, der drysser dem sit guldlys ind i ansigterne, da den
første rødblege parasol svæver nedover Carl Johan, og gutterne,
tullede af vaarfornemmelser, skulker fra skolen, graver render og
leder kanaler, saa vandet kan faa lov at flomme og sommeren
komme, før nogen aner det.
Efter en slig dag følger gjerne nedslagenhed som efter alle
sterke sindsbevægelser. Det er, som om trætheden lægger sig
nervetyngende over ens øienbryn, og som om blodet, der nys randt
lysdrukkent i aarene, nu dirrer sygt og afmægtigt. Man er saar
paa sjælen, og som i en følelse af utilfredsstillet livstrang lukker
sindet sig i vrede eller i dump. indestængt sorg.
Dagen var forbi, men endnu dryppede det fra tagene, og det
var saa lydt, at man kunde høre hver draabes klunk, naar den
faldt. Det lød som en døendes suk i den stille luft, der bleg og
mattet efter dagens voldsomhed, lagde sig træt til hvile i
skumringens skygger. Gader og fortouge skinnede blanke af vand, og
det var, som om menneskene, skamfulde over sin egen nylig
høi-røstede glæde nu gik med dæmpede skridt og hver for sig. Alt
sitrede en vemodig stjerne, og der strøg et svagt sus gjennem
træernes sorte, nøgne grene.
Opover gaden kom en ung mand, — han var vel endnu ikke
de fem og tyve, — og der var over ham det samme drag af
sørgmodighed som over den døende dag. Kanske netop fordi han
havde levet dagens liv med. Han huskede morgenstunden, da der
over trætopperne hang et klart, sølvhvidt lys, hvis styrke næsten
havde blændet ham, den første livsforgj ættende lyd af rislende,
plaskende vand, hvori solstraalerne blinkende og flimrende havde
kastet sig, himlens blaa, damernes hilsende smil, . . . det var, som
om livet aabnede sig paany, som det rakte efter ham med sterke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
