Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt: Fragment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
arme, og der var vældet op i ham en længsel efter at elske, leve,
gi sig hen, som han ikke havde kjendt siden sin tidligste ungdom.
Og nu havde han bare mindets smerte tilbage, der sad som
et graadtungt sug under brystet. Han gik langsomt og uden maal
gjennem de øde, mennesketomme gader i en dyb modløshed, i et
forunderligt lede ved sig selv. Han var syg af irritabilitet; hvert
tagdryp gjorde ondt, og han følte, at en glad latter i dette øieblik
vilde saare ham. Hvor det er meningsløst det hele, tænkte han,
og kjendte det gaa som en stille kulde gjennem sit legeme.
Der lyste en længselsfuld skjønhed over aftenstunden. I vest
tegnede Askeraasene sine fine, violette linjer under et galblegt
skjær, mod hvilket røgen fra skorstenspiberne fortonte sig svagt —
rødligt. Hvert raab lød skarpt og pludseligt, og endnu var det
lyst i luften som sent en sommerkveld. Han kunde ikke bestemme
sig til at gaa hjem, bare tanken var modbydelig, og han blev ved at
drive frem og tilbage gjennem gaderne i stille, øgende forbitrelse. Det
var kommet over ham som en dunkel smerte, da solen gik ned, som
stivn og sorg, der alt længe havde blundet hemmelig paa bunden
af hans sjæl. Endnu engang løftedes sindet i længsel; det rar,
som rakte det sig anelsesfuldt mod en fjern, uforstaaelig lykke.
Han kunde høre det spille inde i sig, men tyst, og dog var det,
som hele hans væsen skulde løses i toner. Hvor aftenen var rød
og fin! Alt syntes ham stemt til en høitidsstund, og han blev
staaende stille betagen af den synkende dag. Men strengene i
hans sind var spændt til det yderste, som vilde de bruse udover
verden; de dirrede skjælvende for hvert pust, og da solen sank,
var det, som han maatte briste i tung, hjælpeløs graad.
Derfor forekom alt ham trist og latterligt. Han huskede dagens
længsler, og han vamledes ved dem. Han vamledes ved sig selv,
ved kveldens skjønhed, ved livets meningsløshed. Det lignede et
tomt, gjøglende bedrag, syntes det ham, naar det blot kunde vække
længsler, men ikke stille deres trang. „Livets løgne", kaldte han
dem, og der voksede op i ham et had mod livet. At han skulde
være bundet til det, at han ikke med et skrig kunde gjøre sig fri!
Det var jo en kval at leve. Og han gik hurtigere og hurtigere,
som vilde han derved slukke sine syge tankers ild. Da pludselig
klang der fra et oplyst vindu en blød skumringsmelodi. Han blev
staaende og lytte; thi den spillede forunderligt ind i hans egen
stemning. Han kjendte, at den vilde kunne jage den dybeste
fortvilelse op i hans sjæl, men ogsaa lægge den til hvile. Og der
slåp ud af ham et suk efter fred, fred, fred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
