Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Thorel: Anarkismens fædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Saaledes kunde der maaske kun fra Tyskland udgaa den skare af
oplyste mænd, som ikke blot troede at udføre en fæ dr ei an dskj
ærlighedens gjerning, da de i 1870 oversvømmede Frankrig, men som:
ogsaa kom med den tanke, at tilintetgjøre os, fordi vi i deres øine
var „det onde" paa jorden. Men selv i Tyskland var gemytterne
endnu ikke forberedte til at forstaa den dødens katekismus, som
Bakunin 30 aar senere skulde udgive sammen med Netschajew, og
som paa en maade er bleven anarkiets evangelium. Imidlertid stillede
Bakunin, dreven af en bydende trang til at handle og tilintetgjøre,
sin begavelse som agitator til disposition for alle revolutionære
bestræbelser, som han traf paa i Frankrig, Tyskland, Østerrige, overalt,
hvor det gjaldt at nære et oprør, selv om det simpelthen gik ud paa
at tjene bourgeoisiets interesser. Da han i elleve aar havde været
russisk fange, finder han ved sin befrielse socialismen allerede fuldt
udviklet ved lassalianerne og marxisterne. Han vilde nok gjerne gaa
sammen med disse, beherske dem, men han blir mistænkeliggjort og
snart udelukket, og nu forfatter han sammen med Netschajew sin
revolutions katekismus, hvor han, sandsynligvis fordi han ikke gjør
sig haab om at opnaa noget ved en masse-revolution, prædiker den,
individuelle revolution, som egentlig er blevet til det, man nu kalder
anarkisme. Det er overflødigt at opholde sig ved Bakunins sociale
teorier; de er i en meget broget forvirring laant fra forskjellige andre
teoretikere med revolutionære tendenser. Og han bruger dem
utvilsomt ogsaa kun som lokkemad for at skaffe sig proselyter, som
sikkerlig ikke vilde lade sig vinde ved hans nøgne tilintetgjørelsesdoktrine.
Øiensynlig kjender han menneskene nok til at vide, at de ved livets
haardhed forbitrede ulykkelige mennesker ikke lader sig paavirke af
„den logik, ifølge hvilken enhver udvikling er negationen af
grund-principet". Han vidste ogsaa, at han ikke vilde vække nogen klar
tanke hos dem, eller en til handling drivende følelse ved at
udvikle-for dem, at „Hegel betegner kulminationspunktet i den rent teoretiske
side i vor moderne kultur, og at han derfor netop er det punkt, hvor
den nødvendige opløsning af denne kultur maa begynde." Denslags
fraser skrev han for at tilfredsstille sin aand; men han vidste at,
forat bringe menneskene til at handle, maatte man tale et andet sprog:
„I er ufrie, befrir eder; I lider, værger eder" o. s. v. Og han sagde
det ogsaa til dem, han sagde alt, hvad der skal til for at fremkalde
viljen til handling. Og det kan ikke negtes, at han stadig var
oprigtig: alle disse sekundære, saaatsige taktiske ord, som det altid
var nødvendigt at stille i forgrunden, maa staa for ham som delvise
sandheder, der var i overensstemmelse med det store princip, som,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
