Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Et demokratisk samfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Et demokratisk samfund.
Skjønt denne skitze er skrevet i 89 efter republikkens
hundred-aarsfest, vil den maaske have interesse, fordi disse fire aars
begivenheder bekræfter det indtryk, Paris dengang gav — et indtryk — i
meget fjærnt fra gjengse forestillinger. Begivenhederne kan sé brogede
ud ved første syn, men de voldsomme „skandaler" siger ikke saa meget
hverken fra eller til om den jevne, ustandselige forandring, der foregaar
med det hele samfund.
De blodige tumulter for et halvt aar siden f. ex. — vilde
sandsynligvis for 30 aar siden biet løsnet til revolution, nu faldt de hen
uden større følger.
Der kastes en bombe nu og da; det siges, at der endog i de
fornemme saloner er en art sympati for bombekasterne og en del
anarkistisk theoretiseren; og socialisternes tal øgedes ved sidste valg. Men
saa er til gjengjæld de franske socialisters program biet saadan, at
snart sagt alle hæderlige mennesker maa være enig deri mér eller
mindre. Og leges der i adelige kredse med anarkistiske idéer, véd
alle, der kjender noget til Frankrig nu, at d e kredse alligevel vilde
være for magtesløse til at øve nogen virkelig modstand mod de
revolutionære lidenskaber. Det er en anderledes seig, tungt bevægelig masse,
hos hvem afgjørelsen ligger: smaaborgernes og smaabesiddernes store
masse.
Der er en enkelt kjendsgjerning, der karakteriserer det franske
samfund: — meget over 5 millioner er grundeiere. Mellem hvert 6te og
hvert 7de menneske — vel meget over hver anden familiefader eier
egen jord, og de, som ikke eier jord, eier for det meste en liden
kapital i et eller andet foretagende — et saadant samfund er ikke
sterkt oplagt til revolution. Jeg tror, det var ved aller første
internationale arbeiderkongres, at den franske afsending protesterede mod
rentens ophævelse, da det vilde afskrække den franske arbeider, som
„for det meste er kapitalist!" og nu protesterede de franske socialister
i sit valgmanifest mod den „skjændige beskyldning", at de vilde
„privateiendommen tillivs" !!
Disse eiendoms forhold er ikke af nyt datum, allerede længe
før den store revolution begyndte smaabesiddelsen at suge kræfterne
fra aristokratiet, men der maatte et hundredaar — mange
revolutioner og reaktioner til, førend hele massen af befolkningen lærte at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
