Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Et demokratisk samfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
varetage sine interesser saa selvstændigt, at det virkelige forhold kom
frem i dagen, men tilsidst — en skjøn dag — viser samfundet sig i
sin sande skikkelse, og det er jo ganske rimeligt, at
hundredaars-festen, da republikken skulde vise, hvad den var blevet til — blev
en saadan dag.
Vil De, hr. redaktør, høre om, hvilket indtryk den gjorde, denne
hundredaarsfest, medens den stod paa? Jeg mener ikke det kaos af
frembringelser, som udstillingen var. Om hundrede havde givet sig til
at skrive hver om sit, de var dog ingen vegne kommet. Men netop
i social henseende gav den en saa slaaende sammenligning. Den
samme begivenhed — en verdensudstilling, — har jo gjentaget sig
tre gange i Paris med omtrent 10 aars mellemrum og hver gang med
et saa forskjelligt og saa karakteristisk præg, at det er tre billeder,
hvoraf man kan se forandringerne gjennem den sidste generation.
Jeg har oplevet de to sidste, og om den første er det let at faa
underretning.
Det var kort før verdensudstillingen 68, at internationale stiftedes,
paa samme tid som keiserdømmet stod i sin glans. Keiserdømmet var
jo paa engang de vilde pengespekulationers, den mest rafinerede
vellysts og den revolutionære socialismes keiserdømme. Udstillingen
dengang, det var de kronede hoveders. En lille fin og meget udsøgt
udstilling, som dannede rammen om et hyggeligt téte a téte, hvor
man mødtes fra hver sin kant med sine straalende éqvipager, viste sig
frem for hinanden og mored sig kostelig ved overdaadige, men
temmelig intime fester. De kronede lod f. ex. for at forhøie nydelsen
•én og anden demimonde lege fyrstelige sammen med sig. Publikum
var dels stafage, dels de for kronede hoveder nødvendige tilskuere.
Og medens dette skuespil opførtes, stod de røde talere paa en anden
kant af byen og udslynged forbandelsen over det gamle samfund, og
nihilismen — ikke den specielle russiske — men det rigtige alméne
tilintetgjørelsens dogme, sendtes ud over Europa.
Der gaves intet forbud. Keiserdømmet havde jo socialistiske
tendenser, og det forhøier jo festers glans ude i horizonten at skimte
baal og ødelæggelse, -— „apres nous le déluge".
— Og nu disse korte 21 aar efter — hvordan sér nu det franske
samfund ud? Forbandelsen har virket. Keiserhoffet og adskillig mér
end keiserhoffet er forsvundet eller holder paa at forsvinde. Det
vel-lystige keiserhof og det blodrøde internationale, det var to udmærkede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
