Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Schjelderup: Den ny-italienske retning i den dramatiske musik - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
tanker og bevægede sig i fuld frihed uden hensyn til de vedtagne
borgerlige love og fordomme! Hvilken anstrengelse!!
Men moden var der, og man maatte være „comme il faut".
Dersom ikke en ny tid allerede gjærede, dersom der ikke imellem
filistrene gaves virkelige mennesker af dem, Diogenes søgte med
lygten, vilde Wagner let kunne forsvinde fra theatrene for længere
tid, naar tilfældigvis en ny mode indfandt sig. Disse færre i antal,
for hvem menneskehedens rigeste og frugtbareste udvikling er livets
høieste maal, har stor andel i Wagners seir, og vil ogsaa i fremtiden
(deres antal tiltager stadig) sørge for, at de vundne resultater ikke
gaar tilspilde. Men maa vi ikke ynkes over de stakkels offre, som
lider saa saart for modens skyld!!
Under hvilket ideelt høitryk maa ikke en sedvanlig
theater-gjænger arbeide for nogenlunde at følge med disse en kjæmpes
op-høiede frembringelser! Tænk, 5 timer at maatte svæve i den
menneskelige tankes, følelses og fantasis høieste regioner, naar lommerne
er tunge af mammon og en trykkes ned af mangfoldige kilograms
bourgeoise fedt! Væ victisü
II.
Da kom fra solens, livsnydelsens, sangens, museernes og
lirekassemelodiernes land, det berømmelige Italien, en befrier: Pietro
Mascagni. Det gamle var man kjed af, under Wagners vældige
greb led man i modens navn forfærdelige kvaler, Verdi var bleven
gammel og altfor kunstnerisk alvorlig, de franske nyere componister
var i Tyskland paa grund af politikken lidet populære, de unge
tyskere forsøgte at følge Wagner — — altsaa overalt intet efter
filisterens smag — for operetten var vel simpel!–saa tidspunktet
var gunstigt nok. Ved sin lille enakts opera blev Mascagni en
berømt „maestro" og grundrig mand. 1 „Cavalleria rusticana" gav
han publikum platte (før kjendte) melodier, en bevæget, farverig
handling, sterke ydre theatervirkninger, hvortil kom en vis bismag
af det pikante (forføring og ægteskabsbrud)*)? hvormed en skikkelig
borgermand i al dyd kunde delicatere sig.
Mascagni har sans for grovkornet karakteristik, sans for liv
og virkning paa scenen. Han har ingen eiendommelig personlighed,
har intet nyt opfundet, hverken paa melodiens eller harmoniens
*) Hvor har ikke de franske (Dumas, Sardou etc.) forstaaet at udnytte
disse pirremidl’er!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
