Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rec: Kristiania teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
somhed i hendes ord, som virkede fortræffelig. Men man merkede forholdsvis
mindre den dybe understrøm af blødere følelser, af kjærlighed til barnet, af sorg
og oprevethed; hvad frøken Mejlænder særlig fandt udtryk for, var den stolte
og haarde kvindes hadefulde foragt. Som hun gav Magda, skulde man anta, at
friheden var hende mere om at gjøre end barnet, man havde vanskelig for
at begribe, at hun et øieblik kunde Være villig til at sælge sin personlige
uafhængighed — paa den anden side forstod man heller ikke fuldt ud. at hun
kunde gribes af denne oprindelige mod ernaturens vildhed, der overvælder Magda,
naar der blir spørgsmaal om at skille hende fra hendes barn. Dertil eiede
frøken Mejlænders fremstilling forlidet blod og fylde — sterk og tør og lidt benet,
som hendes Magda alt i alt præsenterer sig.
Det fineste ensemble hidtil i indeværende saison leveredes i Vilhelm
Krags: „De gamles juleaften" af fruerne Gundersen og Wolff og d’hr.
Garmann og Selmer. Spillet i dette nydelige lille interiør var noget nær
fuldkomment, sjelden har man set en vakrere og mere indtagende gammel dame,
end fru Gundersens frøken Carstensen, sjelden har Selmer været mere trohjertig
bedaarende eller Garmann lunere. Der var den aften i teatret en umiddelbar
varme over bifaldet, som kun ved de allerfærreste leiligheder.
„Jomfruen af Belleville" havde den bestemmelse at være et kassest3’kke,
hvilket haab denne farce-operette ogsaa har opfyldt. Et, mere løssluppent
smittende humør end det, hvormed Klausen i en af hovedrollerne, den gamle
lampe-handler, millionæren Troupeau, forfører publikum til at. glemme alle indvendinger
i en storm af latter, skal man heller ikke lettelig tinde. Ogsaa jomfruen selv,
fru Gyda Monrad Krohn, høstede meget bifald; fruen viser sig at være en
betydelig akkvisition for operetten. Og Kloed har i kavalleristen Godibert en
af sine bedste roller. Løvaas’ Doudoux og fru Wolffs Janette bidrog endvidere
sit til succes’en.
Til den sidste premiere, gjenoptagelsen af Dumas fils: „Den fremmede" ny
indstudering, knyttede der sig den særlige interesse, at fru Dybwad har overtaget
sin mors rolle hertuginden af Septmonts Den anden kvindelige hovedrolle,
l’étran-gére,s pdledes sidst, stykket opførtes, af fru Gundersen; den indehaves nu af frøken
Mejlænder. Der kan vistnok være adskilligt at indvende mod den maade,
hvor-paa norske skuespillere behandler fransk salonkomedie, og i saa henseende danner
sikkerlig opførelsen af „Den fremmede" ingen undtagelse. Navnlig var første
akt — selskabsscenen — ikke uklanderlig. Og det er maaske ikke langt fra
sandheden, naar et enkelt blad bemerker, at det egentlig kun er fru Wolff, der
tumler siue repliker med den fornødne lethed. I det store og hele taget
stillede dog kritiken sig meget gunstig, og i virkeligheden leveredes der ogsaa
ialtfald fra enkelte hold, gode. delvis endog udmerkede ting. Fru Wolff som
den verdenskloge markise de Rumiéres, Garmann som den tørre videnskabsmand
Rémonin og Selmer som den agtværdige gamle parvenu var hver for sig megen
anerkjendelse værd. Hans Brun har i den friske yankee, mr. Clarkson, en rolle,
hvori han ogsaa ved forrige opførelse af stykket vandt paaskjønnelse. Mindre
heldig var Eldegard med sin Edgar des Haltes; det ganske fine lille parti blev
betydelig bortskjæmt; den unge kunstner, der nylig i Thorolfs rolle i
„Hærmændene" og i Sigurds i „Sigurds første flugt" har vist anlæg, rigtignok endnu
forpuppede i stor ydre ubehjælpelighed, hører altfor øiensynlig ikke hjemme i
den franske komedie. — Schanche havde faaet hertugen af Septmonts paa sin
samvittighed. Denne kloge og samvittighedsløse viveur, der under sin glatte
ligegyldighed, sin udviskede blaserthed gjemmer en vilje, spænstig som den
kaarde klinge, han ved at, føre med saamegen præcision — har altid været eri
kjærkommen opgave. Det var tydeligt, at ogsaa hr. Schanche gouterede sin
hertugelige stilling. Han gererede sig med betydelig applomb, hans repliker
faldt med selvbevidst afmaalthed, men den fintpolerede ondskab, som er
hertugens særlige fortrin, kom han ikke altid til rette med. Han var ikke spids
nok, ikke elskværdig nok, ikke altid smidig nok. Men stykkevis gjorde han dog
sine sager overmaade smukt; i den scene, hvor hertugen haanet- Gérard. er
Schanches spil saa velrettet, saa knapt og elegant, at man ser ham med stor
fornøielse. — Den hæderlige elskers ikke meget interessante parti, Gérard, er
overtaget af hr. Halvorsen, der gir den med en behersket og paalidelig varme.
De to kvinder, der maaler kræfter, var som sagt betroede henholdsvis
frøken Mejlænder og fru Dybwad. Bortset fra „Hedda Gabler", hvor rollernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
