Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rec: Kristiania teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
beskaffenhed vanskeliggjorde nogen sammenstilling, var det første gang, publikum
havde anledning til at sammenholde de to damers spil, i roller, der bød
nogenlunde tilsvarende sceniske fordele. Der var ogsaa en rosværdig fart og energi
over begge kunstnerinders fremstilling, og de par scener, hvor de staar
personlig ligeoverfor hinanden, udmerkede de sig ved en naturlig slagfærdighed, som
virkede i høi grad belivende. En sterk kontrast i spillemaade, en kontrast, der
dog ikke havde nogen forstyrrende indflydelse — bidrog sit til at forøge den
eiendommelige interesse, samspillet frembød. — Synes det end utvilsomt, at frøken
Mejlænders talent i magt og fylde ingen egentlig sammenligning taaler med fru
Dybwads. saa vil dog den eiendommelige haarde, lidt brutale charme, hendes
kunst ganske vist er i besiddelse af, i forbindelse med hendes udmerkede ydre
betingelser, aldrig undlade at øve sin virkning. I „Den fremmede" naaede hun
maaske mindre langt, end mange havde ventet, ikke fordi denne Sarah
Bernhards kjendte rolle var „en utaknemmelig opgave," (som en naiv kritiker nylig
formente), men af samme grund som den, der gjorde hendes Magda i „Hjemmet"
mindre tilfredsstillende, nemlig at frøkenen manglede den for l’étrangére
uundværlige gave: — lunet. I første akt, hvor mrs. Clarkson uddeler sine smaa
spidse bemerkninger til alle kan+er, savner man det blinkende skadefro humør,
som gjør denne kolde og raa kvinde saa besynderlig bedaarende — man savner
det ubestemmelige smil, der svøber sig lokkende om brutaliteten; i tredie akt
naar frøkenen betydelig længere: rigtignok lyder hendes kraftige og velformede
sætninger lidt meget udvendige ved siden af de par kontrarepliker, der er
tillagte hertuginden af Septmonts. Fru Dybwad har der to-tre ord, et „nei", da
mrs. Clarkson stiller sin endelige opfordring til rivalinden om at rømme marken,
og et sidste afgjørende svar: „jeg vil ingen nærmere forklaring gi", som er af
de bedste repliker, jeg nogen gang har hørt klinge fra en scene.
Fru Dybwads fremførelse af hertuginden var aftenens begivenhed. Det var
en ny og stor seier, et nyt led i den lange række af triumfer, den unge
kunstnerinde i de sidste aar har feiret. Allerede i første akt glæder man sig over
hendes fine og sikre spil, der rigtignok generes endel af hendes medagerende,
hr. des Haltes’ ubehændighed. Skulde man imidlertid tillade sig nogle
indvendinger mod hendes fremstilling, er de formentlig at anbringe i denne akt.
Ka-tharines sjælelige oprevethed bryder nemlig her og der lidt for sterkt igjennem
den ydre selskabelige glathed, navnlig i fruens mimik, som hun ikke altid er
tilstrækkelig herre over. Mimiken er idetheletaget det svageste i fru Dybwads
kunst. Den er ofte beundringsværdig, men den kan undertiden være uberegnet
sterk, uskjøn eller ikke i samklang med hendes øvrige spil. — 1 anden akt, har
hun først en fortrinlig -icene med Rémonin, men endnu større interesse
byder dog det derpaa følgende møde mellem Katliarine og Gérard. Bortset fra
den unge frue i „Sorgfuld elskov," er Katharine den første betydeligere
elskerinderolle. fru Dybwad har havt. Og forsøget kunde ikke godt være faldt,
tyk-kelig^re ud. Der var over det nysnævnte møde, hvor den unge kvinde, ved
synet af sin første ungdoms elskede, glemmer alt, glemmer den gamle doktor,
der ser paa, glemmer det, der er foregaaet i mellemtiden, at hun er gift, er
ulykkelig, glemmer altsammen i én overvældende glæde, — en varme, en
følelsens betagethed, som ingen kunde værne sig imod ; der var i det øieblik
sikkerlig ingen, som ikke begreb den gamle forhærdede doktor, naar han gjorde
sig hin tilstaaelse: „jeg kan nok skjønne, at der er dem, der foretrækker dette
for’matematik". Der var over hertuginden af Septmonts en skjønhed, som kun
tilhører den store kunst, den kunst, der har livets røde blod, lidenskabens
flammende magt. — Endnu en vidunderlig scene havde hertuginden i fjerde akt:
hendes opgjør med manden. Den lille borgerdatter, der tager bladet fra
munden og i sin dirrende ophidselse tilsidst blir brutal, blir raa, og dog under dette
bevarer en eiendommelig sjælens høihed, blev af fru Dybwad git med en djerv
og betagende kraft, man ikke lettelig vil glemme.
Fruens næste roller blir efter forlydende Dunja i V. Krags lille orientalske
stykke (for tiden under indstudering), og Messalina i Wilbrandt,’s „Arria
og Messalina". Den sidste, ogsaa en arv fra hendes mor, stiller fruen en ikke
lidet vanskelig opgave, hvis løsning vil imødesees med betydelig interesse.
Rec.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
