Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
nemlig- ikke betyder Østerland i ordets bogstavelige betydning, vil snart
blive klart, naar man husker paa, at et land som Marokko, der dog
ubestridelig maa regnes med til Orienten, ligger vestligere end
Occidentens centrum, Paris, ligesom paa den anden side Asiens østligere
riger, Kina og Japan, ligger udenfor den grænse, der afslutter det,
som vi kalder Orienten.
I moderne sprogbrug synes ordet „orientalsk" nærmest at kunne
betragtes som congruent med muhamedansk. Vi tænker os i
almindelighed ingen orientalsk by uden moskeer og minareter, og en
orientaler forestiller vi os helst klædt i kaftan og turban og bevæbnet med
en krumsabel. Ved orientalsk digtning vil man vel derfor nærmest
tænke paa digtningen hos de muhamedanske folk, altsaa araberne og
perserne; thi om tyrkerne kan der paa dette omraade ikke blive tale.
Imidlertid ville vi i det følgende tillade os at bruge ordet „orientalsk"
i en noget videre, men i og for sig lige saa vel begrundet betydning,
idet den hebraiske digtning ikke kan lades tide af betragtning ved en
undersøgelse som denne, lige saa lidt som den præislamitiske, arabiske
poesi; thi ganske vist kan denne ikke i ordets bogstavelige betydning
siges at tilhøre et muhamedansk folk, forsaavidt som den er fremstaaet
før Muhamed selv; men det maa paa den anden side fastholdes, at
det særpræg, som er det afgjørende for bestemmelsen af begrebet
•orientalsk, ikke blot skriver sig fra den islamitiske læres forkynder,
men naturligvis i endnu høiere grad fra det folk, for hvem den forkyndtes.
Den del af den orientalske digtning, som man har havt tidligst
kjendskab til, er selvfølgelig den hebraiske. Men dette kjendskab har
rigtignok været af en ret eiendommelig art; thi ved at være
indlemmede som dele af en hellig samling, det gamle testamente, er de
•stumper af hebraisk skjønlitteratur, som vi endnu har, fra Arilds tid
blevet gjenstand for en skjæv opfattelse, og denne har i tidernes løb
i den grad rodfæstet sig, at det nu medfører de største vanskeligheder
at faa den rettet. Og ved saadanne bøger som Salmernes eller Job
føles dette misforhold endda ikke saa sterkt, men til gjengjæld er det
ogsaa saa meget værre ved et stykke som Salomons høisang. Det
maa imidlertid nu slaaes fast, at dette digt er af en ren profan
karakter, hvor der ikke findes mere spor af en religiøs tendens, end
f. eks. hos Chr. Winther eller Alfred de Musset, og kun senere tiders
vilkaarlige allegoriseren liar kunnet stirre sig blind paa dette
elskovs-digt, en forestillingsmaade, hvortil vi forøvrigt vilde finde en
eiendommelig parallel ved omtalen af den persiske litteratur.
I litterær henseende frembyder høisangen som bekjendt den
merke-lighed at være den semitiske digtnings eneste dramatiske arbeide fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
