Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
ældre tid. Det er nemlig ellers et særkjende for denne at være
udelukkende lyrisk, noget, som særlig falder i øinene ved den arabiske
poesi. Jeg liar allerede tidligerehavt leilighed til at fremhæve
dette samt at give en karakteristik af hele denne genre, og jeg skal
derfor her kun precisere et par momenter, som har betydning i denne
sammenhæng.
Den klassiske periode af den arabiske digtning falder i det sidste
aarhundrede før profetens fremtræden, altsaa 500—600 efter Kr. Den
er lyrisk med et væsentligt beskrivende element, dog saaledes, at der
aldrig findes’ en længere, sammenhængende skildring, men hvert digt,
især de i omfang betydeligste, bestaar af en række pragtfulde, men
indbyrdes usammenhængende situationer, idet der i de fleste tilfælde
mangler endog det svageste forsøg paa en sammenknytning eller
overgang mellem disse indbyrdes. Motiverne er altid simple og gaar ikke
ud over ørkenboerens snevre horizont. Det er digterens drikkelag,
stridstog og kjærlighedseventyr, der skildres, og de d}’der, der prises,
er gjestfrihed, gavmildhed og tapperhed. Men med alt dette er der
ofte paa grund af disse digtes autochthone karakter en friskhed cg
umiddelbarhed, der fremkalder et kraftigt og energisk indtryk.
Den senere digtning blev væsentligt en efterligning af den
præ-islamitiske. Man søgte k,un i formel henseende at overgaa de gamle
mestre, og denne bestræbelse gav sig udslag, dels i en omhyggeligere
udmeisling af det rent metriske, dels i forsøg paa at tilveiebringe mere
harmoni mellem digtenes enkelte episoder. Undertiden er derfor
disse-digteres frembringelser, skjønt af ringere poetisk lødighed, dog
behageligere for uvante øren end de førmuhamedanske med de fortvilede
spring i tankegangen. Men i det hele og store maa det siges, at den
senere poesi besad næsten alle den gamles feil, men næsten ingen af
dens fortrin. En fortræffelig undtagelse danner dog en særlig branche
i lyriken, nemlig den anakreontiske, der føist kunde komme frem nu
paa grund af de forandrede kulturforhold, og som hvis
betydeligste-repræsentant man nævner Harun al Rashid’s samtidige, Abu Nuwas. Til
denne kategori hører ogsaa de nydelige vers, som i saa rigelig
maalestok er indflettede i „Tusind og en nat", men hvoraf desværre saa
saare faa har fundet naade for oversætternes øine — tildels vistnok
paa grund af de sproglige vanskeligheder, de undertiden frembyder.
Naar vi dernæst gaar over til den persiske poesi, kommer vi ind
paa et territorium, hvor vi straks ligesom føler os mere hjemme.
Medens araberne kun kjender lyriken, træffer vi her ogsaa den episke
’) 1 indledningen til mine „Arabiske sange og eventyr".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
