Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Psalmerne - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210.
var da smuk i sin dragt, der skinnede af purpur og guld; hans
hovedhaar og hans lange skjæg lyste af vellugtende olie. Et
saadant syn var skjønt. Skjønt som det men endnu skjønnere var
folkets broderforbund, der til vor overraskelse sammenlignes med
den fine pomade, — og uden overgang jævnføres derefter den
fælles følelse af from samdrægtighed med saa velsignet en ting som
den dugg, der falderfpaa Libanons skovskrænter.
Stemningen her er rolig og blid. Meil i almindelighed er det
lidenskaben, den oprørte harme, anraabelsen om retfærdighed,
tørsten efter opreisning og hævn, der hidkalder billederne.
Psalme 58 har opkastet det spørgsmaal til Israels tyranner:
„Er det ogsaa sandt at I taler, som retfærdighed byder?" og har
besvaret dette spørgsmaal med et „Nei, det er uret, I af fulde
hænder øser ud over landet!" Her betegnes saa de slette magthavere
med dette billede:
Deres gift er lig slangegift.
de er som den døde snog, der lukker sine øren,
ikke lytter til slangebesværgerens røst,
ikke til koglerens, som forstaar at fortrylle.
Men digteren bliver kun et øieblik i denne lignelse for straks
at glide over i en hel rekke af andre, der kommer sprudlende,
kogende af lidenskab:
Gud! Slaa tænderne ind i deres svælg,
knus, o evige, kjæberne paa disse løver!
Lad dem spredes som vand der rinder bort!
Skyder de med pile, lad da pilene være stumpe!
Gid de, som sneglen, maa smelte, mens de gaar,
som en kvindes misfoster, der ikke faar sol at. se.
Den retfærdige vil glæde sig, naar lian faar hævn,
han vil bade sine fødder i de ondes blod.
Og man vil sige: Ja, for den retfærdige findes der løn,
ja, der er en Gud, som styrer jorden.
De onde er altsaa som den døde snog, hvis gifttand skal slaas
ind. Men de er ogsaa som løver. De skal spredes som vand,
be-skjæmmes som slette bueskytter, smelte som sneglen, forgaa som
misfostret; endelig skal de i egen person slagtes, saa den gode kan
tage sig fodbad i blodet. Lignelserne jager hinanden uden
indbyrdes forhold og uden udvikling af et grundsyn. Efter overleveringen
er det David, der i denne bitre klage over uretfærdige dommere
sørger over maaden, hvorpaa Absalon øvede retfærdighed; i
virkeligheden er det Israel, der udtrykker harme over sine plagere, hvad
enten disse nu har været hedninger eller landsmænd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
