Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256.
Hermed er rækken af de egentlig orientaliserende digtere
afsluttet. Man savner maaske med forbauselse enkelte, som for eks.
Lamartine og Victor Hugo, og det ligger jo ogsaa nær at vente, at
forfatteren til „Les Orientales" skulde være behandlet her. Men som
ovenfor bemærket, det var her kun vor hensigt i første linje at
behandle de forfattere, der direkte og bevidst har sluttet sig til
orienten, hvorimod de værker, der kun gjennem emnet eller ydre
kolorit staar i forbindelse med østerland, kun mere indirekte kommer
os ved. Og med mmdre ret end mange andre arbejder kan „Les
Orientales" nævnes her; thi det maa hævdes, at af orientalsk findes
der i hele denne henrivende digtsamling ikke stort andet end titlen.
Det er grækere og albanesere, som færdes her, ikke persere og
arabere, og Napoleon og Ali Pascha er traadte i stedet for Antar og
Pustom, heltene i Shah nameh og i de arabiske sagn.
Nærmere ved Orienten end Victor Hugo staar derimod Freiligrath
og Thomas Moore. Den første af disse udmærker sig særlig ved
den glød og farvepragt, som han formaar at lægge ind i sine
skildringer af østerlandsk natur, og om man end skulde have vanskelighed
ved at paavise et direkte orientalsk forbillede eller sidestykke dertil,
staa de dog langt mere i slægt med de arabiske og persiske mestere
end Victor Hugos altid pompøse og betagende, men dog til syvende
og sidst ægte franske billedpragt og metaforer. Thomas Moore har
gjort endnu et skridt længere frem, for saa vidt som han (i sin
„Laila Rookh") har valgt et østerlandsk emne, og tillige anvendt en
ikke ringe omhu paa en streng overholdelse af korrektheden i
historiske og mytologiske detailler, saaledes som noterne til digtet noksom
udviser.
I vor literatur kan der kun opvises faa eksempler paa indflydelse
fra orienten, og til med kun indirekte, med mindre man da vil
medregne Ingemanns „Sulamiths sange", som jo er en ligefrem parafrase
af motiver fra højsangen. Men naar man undtager paa den ene side
ham og paa den anden side Aarestrup, hos hvem man paa sine steder
synes at spore en aand og et udtryk, der ligner Freiligraths, har
vi af digtere, der kunde nævnes her, ikke andre tilbage end
Oehlenschläger, og til med kun for et af hans værker, nemlig „Aladdin".
Thi vel er i „Fiskeren" motivet hentet fra „Tusind og en nat", og
i „Aly og Grulhyndy" en orientalsk staffage anvendt, men begge staar
i behandling og korrekthed saa fjernt fra orienten, at de slet ikke
hører hjemme her.
Og selv „Aladdins" forhold til orienten" er temmelig indirekte.
Dette hidrører dels fra dets ydre form som dramatisk digt, en kunst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
