Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275.
Medfølelse og taknemmeliglied er i virkeligheden ogsaa det, der nu
hinder Adolphe. —
Adolphés far forestiller ham, at han ikke paa denne maade
maa ødelægge sin karriere. Og hans ord falder i vel forberedt jord.
Nye opofrelser af Ellénore holder ham dog fast — tiltrods for de
hyppige sammenstød. Han følger hende til Polen, hvor hun har
arvet nogle eiendomme. — Der er en liden skildring af deres reise,
som kanske allerbedst maler os situationen:
„Vi drog virkelig ogsaa afsted. Reisens adspredelser, de nye
og vekslende omgivelser, de anstrengelser, vi selv gjorde os, kaldte
fra tid til anden tillive som en levning af vor fordums inderlige
fortrolighed. Den lange vane, der bandt os sammen, de
forskjelligartede forhold, vi sammen havde gjennemlevet, havde til hvert
ord, næsten til hver gestus knyttet erindringer, som pludselig kunde
sætte os tilbage i fortiden, og som fyldte os med en ufrivillig
ømhed — saaledes som lysglimt gjennemskjærer mørket uden at
fordrive det. — Vi levede saaatsige i vor kjærligheds minder, der var
sterke nok til, at tanken paa en skilsmisse var os smertelig, men
for svage til, at vi kunde føie nogen lykke ved at være forenede.
Jeg hengav mig til disse stemninger for at hvile mig efter den
vanlige tvang. Jeg vilde gjerne glæde Ellénore ved beviser paa
min ømhed; vi gjenoptog undertiden kjærlighedens sprog; men
disse stemninger og hele denne reise lignede de blege og farveløse
blade, der, med en sidste rest af hendøende liv, spirer tæringssygt
paa grenene af et omhugget træ."
Der er over de sidste bogens sider en underlig betagende
melankoli; en melankoli, der ganske vist ikke gaar fri for det
sentimentale, men som virker mere personlig og mere ærlig end
det meste, jeg har læst af Constant–clet er, som 0111 slutningen
af „Adolphe" indeholder hans resumé af livet, som 0111 denne bløde
og sorgfulde tone er hans egentlige, den der ellers gjemmer sig
bag al hans esprit.
Opholdet i Polen bliver en række matte forsøg fra Adolplies
side paa at rive sig løs. For hver gang han har bedrøvet Ellénore,
søger han atter at berolige hende. Og det lykkes ham hver gang at
bibringe hende en tvilende tro paa hans kjærlighed, indtil hun
endelig faar saadanne beviser mod ham, at hun — svagelig som hun
er — synker sammen; under hendes sygdom er han altid om
hende; da hun dør, er han ganske knækket: „Jeg blev længe
liggende ubevægelig ved clen livløse Ellénore. Visheden om, at hun
var død, var endnu ikke trængt ind i min sjæl; mine øine betrag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
