Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277.
rer, eier clækker sin egen blødhed ved en spirituel kulde, ved at
pointere den menneskelige egennytte, de har tilfælles med de fleste
af sine medskabninger, paa en maade, der er mere blændende end
absolut ærlig. I visse farlige øieblikke bryder der hos den ægte,
egentlige egoist, hvor godt han forøvrigt formaar at dække sig, en
brutalitet frem, som er Constant fremmed. — Nogen virkelig stabil
lidenskab var Constant ikke istand til at præstere, men det er vel
af tvilsom rigtighed, naar man vil forklare denne mangel ud fra en
egoistisk natur. Der er øieblikke i „Adolphe," hvor man har
følelsen af, at han elsker — det er ikke mange, skal jeg indrømme,
men der er dog nogle; det som virker mest paa ham, er
spændingen — det viser sig bl. a. ogsaa i hans lidenskab for spil —
det usikre, det farlige og eggende: han er kampens mand, hans
ærgjerrighed er altid vaagen, hans uafhængighedssans er næsten
sygelig udviklet, intet piner ham mere end at maatte møde paa
klokkeslet; en saadan mand er ikke skabt for de varige forbindelser,
han er istand til uventede og betydelige opofrelser, men ikke til
længere forsagelse; hans følelse — man kan kalde den, livad man
vil, herskelyst eller kjærlighed — kjølner, naar der intet mere
findes at beseire, og han har ondt for at skaffe tilveie noget af de
brugelige surrogater, al den stund han ved, at hans virksomme og
bøielige aand andetsteds vil kunne gjøre nye opdagelser.
Man kan beklage denne ubestandighed, som ogsaa Benjamin
Constant hyppig fik høre ondt for, men er ikke dette kjærlighedens
hemmelighed for den største gruppe af fødte erotikere:
kjærligheden lever saa længe, som den elskede forstaar endnu at beholde
noget for sig selv — et aldrig saa lidet terrain, som endnu ikke
er erobret?
Man faar altsaa dømme Adolphe, som man vil. Haardere end
Constant selv i bogens sidste efterskrift vil dog neppe nogen gaa
tilverks. Han slutter med den betragtning, at Adolphes egen
karakter vil øve gjengjældeisen. Gjennem det urolige holdningsløse liv,
hvori han søger at glemme sit eget jeg, vil dette jeg følge ham
med uundgaaelig sikkerhed: „On change de situation, mais on
transporte dans chacune le tourment dont on espérait se delivrer."
For mig har alt, hvad Constant har præget med sin
personlighed, en dyb interesse — der er i denne eiendommelige aand et
sjeldent og mangfoldig nuanseret farvespil, som man har meget
vanskelig for at bli færdig med. Jeg skulde ønske, at disse
desværre lidet fuldstændige bemerkninger, hvormed jeg iaften har
forsøgt at tegne en silhouet af hans interessante fysionomi, ialfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
