Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Korostowietz: Det kinesiske theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279.
Det kinesiske theater.1)
Scenekunsten, som har spillet en stor rolle i det kinesiske liv
længe, før det var født i Grækenland, har ikke ophørt at more det
himmelske keiserdømmes børn den dag idag. Dens væsentlige
egenskab er iøvrigt, ikke blot at oplive nogle hundrede millioner dødeliges
liv, men især at have bibeholdt det samme uforanderlige indhold og
den samme form, som det havde, da det for umindelige tider siden
fik indpas i China. Den udmerkede russiske forfatter Korostovietz,
fortæller os i ViestniJc Jevropy, hvori dette theaters, fra den europæiske
scenes saa forskjellige, eiendommeligheder bestaar. Forfatteren har boet
i mange aar i Peking, saa han har havt den rigeste anledning til
personlig at gjøre sine iagttagelser.
Den sociale stilling, de kinesiske skuespillere indtager i sit land,
er alt andet end glimrende, saavel i økonomisk som i moralsk
henseende. Medens i Paris en sociétciire de la comedie française
behandles med veneration af publikum og presse, som aldrig kan finde
epitheter nok for at udtale sin beundring, betragtes det himmelske
riges skuespillere i vore dage som under dynastiet Tau, der regjerede
i det 7de aarhundrede, som folk, der er udenfor samfundet og agtes
lige med bødlerne, der heller ikke synes at nyde megen anseelse i
China. Og denne foragt for skuespillere skriver sig fra den berømte
filosof Confucius’s dage (551—479 f. Chr.), der lærte, at theatret
depraverer menneskenes seder og frembringer falske forestillinger om
livet. De kinesiske keisere, provinsernes guvernører, censorerne, især
de sidste, følger blindt, ialfald i denne henseende, Confucius
forskrifter og udsætter de stakkers skuespillere for al slags elendighed.
Theatrene og de dramatiske kunstnere fører i China et
vagabonderende liv. Med undtagelse af et par storbyer, som har sine
specielle bygninger, vandrer direktørerne om fra by til by med sine
ambulerende huse. Ved hjælp af nogle bambusrør, lidt seilgarn og meget
lærred faar man snart istand en bygning, som kan vare tre fire dage,
hvad der er nok til at tjene ind saapas, at man kan fortsætte reisen.
Disse improviserede bygninger rummer ialmindelighed mere end 2000
personer. Det er overflødigt at bemerke, at deres ufuldkomne
bygning ofte medfører uheld, der paa engang kan være tragiske og
løier-lige; theatret styrter ned over hovedet paa aktører og tilskuere; men
’) Revues des Revnes, Juillet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
