Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
privilegium, som er en nødvendig betingelse for dets bestaaen. Og
dersom man frygter for de følger, udelukkelsen af begreberne
viljefri-bed og ansvarlighed muligens vil medføre i en overhaandtagende
kriminalitet, svarer positivisterne med en henvisning til det gamle systems
magtesløshed til at forhindre den foruroligende forøgelse af
forbrydel-sesfrek vensen.
De italienske kriminalister retter en skarp kritik mod de nu
brugelige midler til udøvelsen af samfundets strafferet. Principet om en
gjengjældeise, der henter sin støtte i apostelens ord, at øvrigheden
bærer ikke sværdet forgjæves, men at det er givet den af Gud til
straf for den, som handler ilde, bærer endnu hele strafferetten, om
det end ikke fremtræder i den krasse form: øie for øie, tand for tand,
men i læren om en moralsk forsoning gjennem anger. Men om den
end ganske vist stemmer overens med almenhedens retsbevidsthed, saa
fordrer dog samfundet fremfor alt beskyttelse. Og den som i
forbrydelsen ikke ser ytringen af et frivilligt valg til fordel for det onde,
men det nødvendige symptom paa en arvet eller erhvervet
sjælsbeskaf-fenhed, vil med mistro se paa bestræbelserne for af forbryderen, især
den gamle forbryder, at gjøre en nyttig lovlydig medborger, enten man
nu gaar frem med det gode eller med haarde straffe.
Selv de, som lader strafbarheden bero paa moralsk ansvar, har ikke
kunnet undgaa at tage hensyn til de forhold, som indvirker paa
individernes evne til frit at bedømme en handling eller modstaa en
fristelse. Derfor antager mange jurister i vore dage en relativt fri vilje
og en tilsvarende relativ tilregnelighed (von Liszt, von Kirchenheim).
Men et saadant kompromis gir anledning til uopløselige vanskeligheder
ved vurderingen af forbrydelser i de enkelte tilfælde. Thi hvormeget
skal tilskrives omstændighederne, hvormeget den handlende?
Betænkelige i denne henseende er først og fremst de forbrydelser, der
forøves af folkehobe under opløb eller streiker, og som nærmest er at
opfatte som produkter af samvirkende kræfter. Jury domstolenes talrige
frikjendelser i processer, hvor den anklagede til sin fordel har kunnet
paaberaabe sig en heftig, uimodstaaelig følelse, beviser principets
urimelighed.
Umuligt er det ogsaa at bestemme straffegraden efter
forbrydelsen. Thi hvilken værdi skal man tilskrive forbrydelsen? Er det
værdien af den pligt, som er krænket gjennem den, eller af den skade,
der er gjort eller af den „tvang", samfundet har lidt ved forbrydelsen?*)
Istedetfor at opgjøre en vilkaarlig skala for straffemaaiingen, bør man
i ethvert tilfælde undersøge, hvorledes det middel er beskaffent, der
er tilstrækkeligt til at fjerne den fare, som for fremtiden truer i
forbryderens person Med andre ord: straffen skal udmaales, ikke efter
forbrydelsens, men efter forbryderens natur.
I overrensstemmelse hermed straffes forsøg paa forbrydelse
ligesaalidt som fuldbyrdet daad, uden hensyn til om den forbryderske
hensigt for en del er realiseret i handling. Selv om de midler, som
*) Forsmand: Straffrättans allmänna läror, Helsingfors 1.8H3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
