Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Estlander: Lombrosos lære om forbrydelsen og den positivistiske skole inden strafferetten. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
at formaa fangen til af egen vilje at opføre sig godt, finder naade
for Garofalos øine. Han anfører statistikens opgaver angaaende den
forøgelse af tilbagefaldene, der optræder i alle lande, endogsaa i
England. I 1851 var tilbagefaldsprocenten kun 38 %; i 1882 var den
steget til 52 %• I 1879 var den i Belgien 49 %. I Italien viser
den i perioden 1876—1888 en tilvekst af 14 %. Den almindelige
forbrydelsesfrekvens bar tiltaget i endnu høiere grad. I 1862 var i
Italien antallet paa dømte forbrydere 15,037; i 1882 steg det til
32,538. Samme iagttagelser er gjort i Belgien, Preussen, Østerige
og Spanien. I Frankrig har denne stigning været særlig merkelig i
betragtning af folkemængdens svage tilvækst i dette land. Kun i
England spores en tendens til aftagende kriminalitet; men, bemærker
Garofalo, dette land har mindst af alle ladet sig paavirke af en
spekulativ juridisk doktrinarisme; dødsstraffen anvendes ofte, og de andre
straffe er ligeledes i regelen strenge.
De her nævnte forholde bør ikke vække altformegen forundring.
Der er mange lovbestemmelser, livis følger bent ud bidrager til at
gjøre livet let og behageligt for forbryderne. Den indskrænkning, som
den anklagede myndighed er underkastet, og hvorved forbrydelsens
bekjæmpelse i mange tilfælde gjøres afhængig af en privat person, de
mange instanser og den altfor korte præskriptionstid forøger chancerne
for at gaa fri for dom eller tilintetgjører straffens fuldbyrdelse. Samme
virkning har regentens princip stridige benaadningsret.
Sine skarpeste angreb retter den positivistiske skole dog mod —
juryen. I jurymændene har man ment at finde dommere, „der, som
delegerede af folket i dets helhed, ikke har at tage hensjm til nogen
anklager, ikke har nogen personlig stilling at forsvare eller nogen
juridiske fordomme at raadspørge; dommere, der slutter sig til den
tænkemaade, som raader inden samfundet, fordi de deler den og er sig
bevidst de farer, som truer medborgeren; dommere, som finder sin
støtte i retfærdigheden, fordi retfærdigheden beskytter alle."*)
Vi husker, at juryen efter Lombrosos mening kun var en
atavistisk levning af primitivt retsvæsen. Ferri finder, at institutionen
strider mod loven om arbeidets fordeling, som kræver fagkundskaber
og fagmandsuddannelse til enhver stilling. Garofalo indrømmer, at
denne slags domstoler kan fungere nogenlunde tilfredsstillende i et
land som England, hvor institutionen er traditionel, og hvor
folkestemningen er lidet tilbøielig til mildhed mod lovovertræderen. Juryen
anvendes der kun, naar der mangler fuldt bevis, og maa være enstemmig
i sin kjendelse — skyldig eller ikke sk}ddig. Men, saaledes som
tilfældet er andre steder, at lade en komité, der ofte bestaar af ukyndige
personer, som er udsatte for at vildledes af advokater og løse
døgnopinioner, af politiske meninger eller frygt for hevn, udtale sig om
bevisførelsen og med almindelig majoritet frikjende den anklagede, det
maa lede til uorden af den farligste art. De tilfælde, i hvilke
jurymændene trods klare beviser har erklæret den anklagede for uskyldig,
*) Des jardins: Grimes et Peines. Revue des deux Mondes, 1891.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
