Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
danne krav til digteren, som ialmindelighed kun den indfødte eller
fuldkommen akklimatiserede kunstner kan opfylde. I den forstand vil
en vestlænding aldrig kunne male Kristiania. Et lydhørt østlandsk
øre vil altid føie differencen i sprogklangen. — Disse indvendinger,
der bunder i naturalistiske synsmaader, fortjener nogen vægt, men
der er som sagt andre kunstneriske fortr m, som er mere væsentlige.
Garborg er maaske mindre vestlænding end de fleste af vore
vestlandske forfattere, ialfald mindre bundet, begrænset af sin
hjemstavn. Han staar vistnok i et intimt forhold til vestlandsnaturen;
der er naturstemninger i liere af hans digtninge, som i magt og
eiendommelighed kun stilles i skygge af Kristian Eisters
sørgmodige kjærlighed til de vestlandske fjorde, og maaske en sjelden
gang af Jens Tvedts s olm ætte de sommerdagsmalerier. Men
merkelig nok er den vakreste digtning over østlandsk høifjeldsnatur
af en vestlænding, af Garborg, som oppe paa sin fjeldstue i
Østerdalen skrev sine „Kolbotnbreve", af stor lyrisk skjønhed, det mest
lyriske og mest umiddelbart indtagende, lian har bragt os. Naar
man i vor litteratur skal lede frem de skildringer, der giver et
fyldigt udtryk for den østlandske naturs eiendommeligheder, arten af
dens skjønhed, dens virkning paa menneskenes sind, saa maa man,
blandt de forøvrigt ikke synderlig talrige bidrag, af østlandets egne
digtere, særlig da den største af dem alle, Bjørnson, — ogsaa regne
vestlændingen Garborg og hans „Kolbotnbreve" med; der er de
østlandske vintres skarpe og klare sneluft, den østlandske
høi-sommers høie, rene, dybblaa himmel over disse merkværdige
epistler, hvor den skjæreste sarte poesi findes side om side med et lune,
dybt og hjerteligt og djervt nok, og en ironi, hvis skarpe klang
undertiden lader en merke, at den modige digter deroppe i
skogen-somheden ikke udelukkende har frosset for sin fornøielse.
En lidt for skarpsindig betragtningsmaade vil maaske kunne
eragte, at „Kolbotnbreve" ikke saameget er et udtryk for en
østlændings hjemfølelse, for hans lidt faamælte, tunge kjærlighed til
den jord og de fjelde, han er vokset sammen med, men snarere
en fremmeds følelse for det, han daglig har faaet kjærere. Lyriken
i „Kolbotnbreve" er vestlandsk. Den er blødere og mere bøielig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
