Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
411
indsmigrende end den østlandske. Og Garborgs digteriske
temperament er i virkeliglieden ogsaa bestemt af lians hjemstavn. Den
dybeste sangbund i hans sind gjemmer toner af en dunkel og sorgtung
skjønhed, som er Jæderens, er havets — — Nordsjøens alvorlige
skjønhed. Intetsteds klinger denne rugende alvor i mægtigere rytmer
end i „Fred", i denne uveirsmørke sygehistorie, der uomtvistelig
hører til de dybeste greb i norsk folkepsykologi, vor litteratur eier.
Og i samme fortælling, om vestlandsbondens kamp med Gud,
gjen-finder man andre træk, der i ganske anden retning karakteriserer
vestlændingen. Der glimter et fint og listigt smil over de partier,
der melder om taternes forhold til den gudfrygtige Enok. Man
møder idetheletaget i „Fred" en blanding af kingsind og lys
letli-vet ironi, som ikke bare er eiendommeligt for Garborgs kunst, hvor
sammensmeltningen af disse kontrære egenskaber jo ofte er af en
merkelig virkning, men som, mere eller mindre udpræget, er et af racens
sjælelige grunddrag- — „Fred" indeholder megen umiddelbar poesi;
den er dog mere end alt andet en studie over visse egenskaber
hos den vestlandske nationalkarakter; og til syvende og sidst er
det maaske den bog, der lader en opmærksom læser lære
vestlændingen Garborg, hans forudsætninger og kunstneriske temperament
bedst at kjende.
IV.
Garborg har engang skrevet en lidt tør og dogmatisk bog, som
heder „Den ny-norske sprog- og nationalitets-bevægelse." Han
plæderer eier „maalets" sag med megen advokatorisk færdighed. I
én henseende er bogen god at tage lærdom af: gjennem den
kloge og moderate tone, hvori forsvaret holdes, skinner det overalt
igjennem, at spørgsmaalet engang vil bli af rent praktisk natur.
Naar maalmændene er naaede saalangt, at de tror sig sterke nok,
vil de ikke længer bede om „ligeberettigelse": da skal „dansken"
slaaes ned med sværdet. Da er det deres sprog, som skal klinge
i kirken, i retssalen, i storting og regjering. Da vil der ikke være
tale om toleranse, fordi der i en sprogkamp ikke godt kan være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
