Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
tale om toleranse. — Og det skal indrømmes, at den plan,
maal-partiet synes at følge, allerede har bragt dem langt frem. De har
vundet adskilligt terræn i de sidste tyve aar. Den hidsige debat
er forstummet, men til gjengjæld er der i al stilfærdighed virket
saameget mere i praktisk retning. Nye lovbestemmelser i
folkeskolevæsenet -— professorpost i norsk folkesprog — „maalet" har sin
presse, — „maalet" har endvidere sin „forlægger", der startede
meget beskedent, men allerede, gjennem god understøttelse af
forfatterne og egen energi, har naaet en vis position. Der er gjort
meget; men der er ingen grund til at tro, at maalmændene vil
stanse paa halvveien. Og naar sprogkampen begynder for alvor,
bør „maalets" modstandere maaske betænke sig paa at gjøre flere
„indrømmelser". Det er ganske vist saa, at historien fælder den
endelige dom, men det er ikke saa, som Garborg synes at ville ha
det til, at den endelige udgang af en saadan sprogkamp altid lader
sig forklare af en „naturlig" udvikling, af denne alene. Ogsaa ved
positive foranstaltninger kan den sterkere part fremtvinge sine
interesser. Man ser jo stadig, hvordan magtsprog kan afgjøre
sproglige spørgsmaal; den „fortyskning", det tyske rige nu iværksætter
ligeoverfor nyerhvervede provinser, er illustrerende nok. Og det
er ikke nødvendigt, at den part, der er mest mandsterk —
eksempelvis i storting og regjering — repræsenterer de største aandelige
interesser i landet, heller ikke, at den mere eller mindre
„naturlige" løsning paa striden, der saaledes opnaaes, viser sig gavnlig
for landets kulturelle udvikling. Tvertimod: en seir for
maalmændene kan betyde en kulturel nedgang. Og saa langt er
maalmændene nu komne, at de, der ikke er med dem til en vis grad
bør være imod dem, og bør huske, at seiren i en kamp ogsaa paa
det sproglige omraade, saaledes som vor ufuldkomne verden nu
engang er indrettet, ikke altid tilfalder den part, der liar „retten",
den „nationale" eller „kulturelle" ret paa sin side, men lige saa
ofte den part, der er mest vaagen og mindst „tolerant".
At maalbevægelsen nu ikke længer kan behandles som en utopi,
synes mig klart, og herfor bærer Arne Garborg en ganske betydelig
del af æren. I ham har partiet faaet en aandelig chef, livis over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
