Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
423
at „Ein fritenkjar" er blevet til allerede i 1878, og at den er
skrevet umiddelbart ovenpaa en sterk gjæringstid, med gjæringstidens
indtryk altfor nærliggende. Det kan være heldigst for en
kunstner at hente sine emner fra det liv, hvor han selv er sterkt med
— — men det er kanske oftere vel saa hensigtsmæssigt at se
forholdene en smule paa afstand. Og i „En fritenkjar" har Garborg
ikke havt den tilstrækkelige afstand.
„Bondestudentar" var et mægtigt verk; i den moderne norske
litteratur er der intet, som naar det i kulturhistorisk interesse —
intetsteds er det unge Norges udviklingskamp malet i kraftigere
træk. Det er en tungsindig bog; Garborg overvældes undertiden
af de mange vanskeligheder, han øiner for den unge kjæmpende
nation. Sammenholdt med „Mannfolk", virker næsten disse to
bøger, der, hvor ulige de i mange henseender kan være, dog har en
lignende grundstemning, som var de fremgaaede af en alvorsfuld
pessimisme, der efter omhyggelig gransken af forholdene ikke godt
kan tænke sig nogen bedring. Men her og der antyder dog et
lysere tonefald, en modig spøg, et lyrisk udbrud, at kunstneren i
virkeligheden ikke er pessimist. Og ser man „Bondestudentar" og
„Mannfolk" i den større sammenhæng, i relief mod Garborgs hele
forfattervirksomhed, virker de helt anderledes. De indgaar da som
led i den lange kjede af verker, hvori forfatteren, snart som
forsker, snart som social foregangsmand har nedlagt sin store
arbeidskraft. Garborg er saa langt fra at være en haabløs iagttager, at
det snarere forekommer mig, hele hans virksomhed samler sig om
visse positive formaal.
Ikkedestomindre har den tungsindige stemning i
„Bondestudentar" og „Mannfolk" dyb rod i Garborgs sind. Ligesom hans
hovedinteresser spalter sig i to væsentlig forskjellige retninger —■
saaledes kan man i hans temperament iagtta en dobbelthed, en
stadig brydning, og det tør være vanskeligt med bestemthed at
afgjøre, om den ene eller den anden stemning er den oprindelige og
egentlige. En vis alvor er rigtignok grundtonen, men denne alvor
an.tar delvis, som i „Bondestudentar", som i væsentlige partier af
„Fred", en tung og sørgmodig karakter; delvis faar den et friskt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
