Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424
og lyst anstrøg af humør, af sund glæde ved livet, af modig
kampiver. Egentlig lystig, overgiven er Garborg næsten aldrig.
Letsindighed er ham fuldkommen fremmed. Han er altid virksom,
interesseret, har øinene med sig og glemmer ikke de store formaal,
lian har viet sit arbeide. Han er et sterkt hoved og føler dybt.
Øiebliksmenneske er lian ikke. Stemningerne skifter, men behersket
og langsomt. Alt i alt tror jeg, at lian — uden sin næsten religiøse tro
paa den menneskelige udvikling, paa det, sociale fremskridt — vilde
været en mere tung end en frimodig natur. Der er særlig enkelte
afsnit af hans „Forteljinger og sogur", som griber ved sin
dyster-hed. Og jeg kjender overhovedet faa bøger, der i tristhed kan
sammenlignes med visse partier af „Fred".
Men. Garborg er ikke alene en alvorlig, han er, som sagt, i
virkeligheden en sterkt religiøs natur. Endnu synes ikke striden
mellem hans klare hjerne og hans dybe religiøse trang at være
udkjæmpet. Tvertimod er den snarere paanyt opdukkende.
Allerede slutningen af „Trætte mænd", der ved første indtryk ledede
tanken hen paa franske impulser, forekommer mig at tyde herpaa.
At Gabriel Gram, i lighed meel de Bourgetske helte, søger sig en
stille kirkestol, er mig lidt doktrinært, men at jæderbonden Arne
Garborg undertiden sender en stille længsel tilbage til sin barndoms
tro, anser jeg ikke for usandsynligt. — Og ikke længe efterat han
var færdig med „Trætte mænd", opsøgte han i „Fred" atter et
religiøst sujet, hvor han fik anledning til at vise en vidunderlig dyb
forstaaelse af fænomener, som kun den religiøse natur vil ha
betingelser for at kunne trænge ind i. — Endelig er den interesse,
lian viser spiritismen, meget betegnende.
Det forekommer mig endog, at der over Garborgs hele virke,
lians tro paa sin sag, hans ubestikkelige redelighed, hans ranke
ubøielighed — hviler et vist religiøst anstrøg. Den mystiske
inderlighed, den livsvarme, hans forfædre har git religionen, har lian
ofret sit arbeide som social foregangsmand og sin kunst.
Hjalmar Christensen»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
