Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pastor Friedrich Naumann: Sociale breve til rigfolk. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Lassalle havde man kimnet forhandle, men ikke længere med de
nulevende arbeiderførere," saa anklager han sin egen stand, fordi den
har forsømt det rette øieblik. Men skal man nu, fordi man har
begaaet feil, fortsætte med at hobe feil paa feil ? Vil man lade flammerne
i de sibyllinske bøger brænde videre, indtil historien træder frein for
de høiere klasser og siger: Nu er ogsaa det sidste blad, hvorpaa
freden stod, brændt? Min ven, De kjender Deres verdenshistorie
tilstrækkelig til at, vide, at man kunde skrive en lang og tragisk historie om
de forsømte ledigheder. Men det ser desværre ud til, at Deres
stands-fæller har altfor lidet kjendskab til denne del af historien.
Mange rige mener, at de allerede har lært meget og tilgivet
meget. De peger paa sine velgjørenhedsanstalter og klager over
arbeidernes utaknemmelighed, som modtager alle deres velmente
hensigter-med ligegyldighed eller spot. Man hører ofte: „De folk er ikke værd,,
at man bemøier sig for dem." De riges samvittighed søger
beroligelse i noget, som ingen beroligelse kan bringe. Hvad gavn har deny
som vil være mand, af en smuk barnestue? Jeg vil ikke engang tale
om, hvor utilstrækkelige i det hele og store alle
velgjørenhedsindret-ninger dog er. De er draaber, hvor det skulde regne. Men selv omi
de gode indretninger, arbeiderboliger, spisehaller, husholdningsskoler,,
ydede meget mere, end de i virkeligheden gjør, saa vilde de alligevel
ikke være svaret paa den arbeiders spørgsmaal, som forlanger at blive
en selvstændig størrelse i folket. Velgjørenhedsbestræbeiserne er paa
sin maade gode, de hindrer til en vis grad de øieblikkelige skader og
letter paa sin maade kampen om livet, men de taler ikke til deres,
sjæl, som ikke tragter efter velvilje og barnepleie, men efter mænds,
ret. Og denne sjæl forlanger at blive forstaaet, og i den maa dent
virkelig velsindedes sjæl fordybe sig. Den rige skal ikke blot gi
klæder og brød, men han skal lade sin aand føie den nød, under
hvilket folkets aand lider. Først det er den bro der li ghe den s
aand, kristendommen taler om. Det meste, som nu sker, er kun flugt
fra den tanke, at arbeiderne er vore brødre. Man gider ikke forstaa,
dem og tage dem for alvor. Men paa dette punkt maa der ikke
pruttes paa den sande kristendoms fordring. Almissers afladspenge
kjøber ikke sjælene fri for deres pligter. Folket vil føie kjærlighed,,
ikke indtørket barmhjertighed. Men kjærlighed er først og fremst
agtelse for brødrenes sjæl og aand, for deres personlighed.
Kjærlighed er ligeoverfor børn formynderskab, men ligeoverfor voksne er den
deltagelse med deres dybeste og inderste liv. Saadan kjærlighed er
redningen. Men hvor er den?
Den rige har vanskelig f’or at elske den fattige,, thi alt det, vi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
