Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Shakespeare i hans Digtnings mørke Periode. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Macbeth. Jago — der er mere Dybsind, mere virkelig
Menneskekundskab i denne for umenneskelig antagne Skikkelse end i den
hele Macbeth. Jago har i 4de Akt Stykkets dybeste Replik. Emilie
har sagt: „Jeg vil dø paa, at en Erkeskurk, en lumsk, tjenstagtig
Øjenskalk har spundet op den Løgn".
Jago: Der gives ej en saadan Mand.
Det er umuligt.
Desdemona: Hvis en saadan gives,,
saa Gud tilgive ham.
Alle tre Karakterer er tegnede i de tre Replikker.
Der gives ej en saadan Mand, det er umuligt — clet er den
Tanke, i Ly af hvilken han har levet og lever: de Andre tror ikke,,
at Sligt existerer.
Og vi træffer da lier hos Shakespeare paany den Hamletske
Undren over det Onde i dets Egenskab af det store Paradox, den
samme, der kom frem i „Lige for Lige".
Troen paa Umuligheden af at der gives ligefremme Skurke,
er Existensbetingelsen for en Konge som Claudius, en
Øvrighedsperson som Angelo, en Soldat som Jago.
Og derfor Shakespeares: Sandelig jeg siger Eder, denne højeste
Grad af Ondskab er mulig.
Othello var en Monografi. Lear er et Verdensbillede.
Shakespeare vender sig fra Othello til Lear i Kraft af Kunstnerens Trang
til at supplere sig selv, lade ethvert Værk følge af dets Kontrast.
Othello er som et nobelt Stykke Kammermusik, simpelt, let
overskueligt, saa hjertegribende det end er. Lear derimod er en
Symfoni af et uhyre Orkester; alle Jordelivets Instrumenter klinger
med og hvert Instrument i flere Stemmer. Vanviddet har sin
berømte Terzet; den forstilte, den virkelige og den professionelle
Galskabs Samklang.
Lear er den største Opgave, Shakespeare hidtil havde stillet sig,
den omfangsrigeste, den mest grandiose: Alverdens Kval og
Rædsler formede til fem, ikke lange Akter.
Med hvilke Forudsætninger har Shakespeare grebet dette Stof?
Han stod paa Menneskelivets Højdedrag; han havde levet 42 Aar,,
han havde 10 Aar endnu at leve i, men deraf sikkert ikke mere
end 6 aancisfrugtbare Aar tilbage. Med et Blik, eier frygtløst saa
ned til Rædslernes Dyb, loddede han nu Liv og Død, vejede i sin
Haand det, der gjør Livet værre end Døden, og det, der gjør Livet
værd at leve; det som er Livsluften for vore Lunger og den
Cor-delia-agtige, hjertestyrkende Trøst i vor Kval, og førte alt dette en
Undergang imøde, der virker stor som en Verdensundergang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
