Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
hauerske a ilje til liv, som er vilje til selvophævelse, ophæver sig
•selv længe før den kan faa afstedkommet nogen verden. Denne
maatte tilsidst tænkes som et kosmisk ulykkestilfælde opstaaet uden
foranledning; men vi kan ikke tænke os uforänledigede
ulykkestilfælde. Vi greier ikke det. Pessimismen har ret, saa længe den
beviser umuligheden af en livsforklaring; men saa snart den selv
opstiller en sats. faar den uret. Dens aksiom: Tilværelsen er
meningsløs — er selv meningsløst. Optimismen kan ikke opstille
nogen brugbar forklaring; men pessimismen kan ikke engang
opstille e’t brugbart postulat. Mefisto forstaar bare én kunst: das
Yerneinen. Han har intet verbum uden dette ene: „er ikke".
Prøver han at sige „er", saa vrøvler han.
Og ikke bare i principet har pessimismen uret. Det liv, som
ikke kan forklares, og som den altsaa søger at bortforklare,
protesterer praktisk imod den. og det saa kraftigt, at vi ikke kan faa slaa
•os til ro. „Maja" har en realitet, som er altfor paatrængende.
Livet staar der. Aldeles umotiveret, fuldkommen fornuftstridigt;
■et blot og bart postulat, — men et energisk p o sul at, som vi ikke
kommer forbi. Et postulat saa overlegent, at det forsmaar at
begrunde sig; saa suverænt, at selv naar vi fornægter det, er vi dets
love eller luner undergivne med hver fiber af vort væsen.
For det er ikke saa, at det bare „staar der". Det hævder
sig. Mod alle sine fiender hævder det sig, og det til den grad,
at den endog drager nytte af selve modstanden, forvandler
hindringer til betingelser, trives, naar det traakkes, som skrevet staar.
Overalt, hvor der tindes saa meget som en ridse i fjeldet,
klorer det sig fast, slaar rod, lever paa, med lidenskab, med
fanatisme. Det. bryder sig plads, tiltvinger sig livsvilkaar, kjæmper med
alle sine torne og klør, med al sin løgn og list, mod døden i alle
dens skikkelser. Bukker under, gaar paa igjen, bøier ryg,
forvandler sig, skifter form, vaaben, levevis, gaar som kamelen
gjennem naaleøiet, men lever, lever — og seirer.
Eller om der ikke er saa meget som en ridse i fjeldet engang.
Paa nøgne bergsiden slaar det sig ned, i form af en lavart eller
mosart eller gud ved hvad, suger sig fast, gror, lever, kjæmper,
udbreder "sig, med en ihærdighed og en uforsonlighed, som om det
virkelig havde noget at vinde. Ja om det saa er paa selve den
blaanende bræ, — organiske væsener slaar sig ned der, kjæmper,
bukker under og lever.
Overalt, hvor der er plads, i luft og i jord, paa land og i
vand, i varme og kulde, i lys og mørke, paa organisk eller uorga-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
