Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
alt, og jo mere lian giver sig lien i inspirationen, des mere helt
skal han fornemme saligheden ved at skabe. I sit lille, dybt
personlige digt Skaldens natt har Almqvist udtalt, hvad han inderst
har følt som det kunstneriske ideal. Han skildrer, hvorledes han i
stor angst og afmagt i nattens mørke hørte en stemme, som sagde:
„Vælg! — Vil du være sterk, saa vælg den sterkes lod, hvilken er
kamp og ingen ro. Med alt skal du have at kjæmpe: intet om
kring dig ;paa jorden skal du finde til pas, men bestandig skal du
ville stride derimod. — — Men vil du være et lam, saa kom til
mig. Da skal du have fred, uskyld og ro hos mig, i mit rum. Jeg
skal omslutte dig, og du skal ikke drages af søndringen, ikke slides
af smaahedens verk." — — Herre! svarte min sjæl og sank
sammen — kunde jeg faa være et lam, som du siger.
— — Da slåp jeg i mit sind alt, og jeg sagde: Alt maa være
og gjøre som det vil. Og samme røst sagde ham videre: Kom
blot ihu at staa paa intet og at støtte dig til intet. Da skal intet
røre dig, og du skal selv intet eie; men du skal faa magt med alt.
Du skal ikke faa magt til at eie det; thi du skal intet besidde og
paa intet staa. Men du skal faa den bedste af al magt, som er at
lege. Ved disse svar sank mit hoved ind i en lysegul sky, og jeg
tabte universerne. Men da jeg vaagnede og stod op, da var jeg
glad. Kunsten vaagnede da ny inden i mig, og i hvid skjønhed
saa jeg den yndefulde. Død var nu døden, og blot livet levede for
mig. Jeg hørte tordenen træde paa skyerne, og den forfærdede
himmelhvælving bredte sine vinger skjælvende over jorden. Men
jeg lo og sagde: Lynilden ter vakker. Regnet fossede i .styrtskurer
over landet, alt faldt, smeltede bort og druknede. Jeg blev ikke
vaad. Storme ilede gjennem skog og eng, dyrene flygtede, og
menneskene frøs til marv og ben. Min haand var varm, og jeg malte.
Blomster saa jeg knoppes, blomster saa jeg visne. Jeg malte.
Børn saa jeg vokse op til gutter og piger. Pigerne saa jeg blomstre
•op til kvinder, skjønne som livets roser: jeg saa dem siden ældes,
jeg saa dem visne og forgaa. Gutterne saa jeg blive mænd, jeg hørte
dem tale klogt og skarpt, jeg saa dem sidçn ældes, saa dem blegne
og graane. Men jeg vedblev at være den jeg er og liar været:
intet. Jeg maler blot."
Almqvist malte dog ikke altid ureflekteret. Hans mest geniale
skabelser er visselig født umiddelbart af hans rigt opfindende paa
samme tid som dybt indtrængende fantasi. Skikkelser som
Ra-modo Marin es co, som Tintnuara og mange andre er barn af
intuition alene, og refleksionen skulde her blot have virket forstyr-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
