Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan sætte vecl siden af lignende hos nyroman tiken, saadanne som
„silkesorte blikke," øine som „glimter med en tin, mørk tone, som
naar himlen laver sig til vaarregn," eller skildringen af den franske
elegance saaledes: „ikke rødt — ikke sort — ikke heller hvidt . . .
det er noget lysegult. Ikke som guld alligevel. Men har du seet
den smidige raasilke" . . . Han ser et „underligt grønt" hvile
over visse hændelsers stemning, andre ter sig i „graa eller rødbrun
ubehagelighed," medens atter andre skifter i violet eller kanelbrunt
eller er omgivne af blaat. Naar han lader farver gaa over til toner,
fornummer toner som farver, og farve eller tone siden blir duft,
og duften gir smagfornemmelser som af saftige frukter, da viser
lian iust den evne til at nyde gjennem det tilsvarende, som er et
at symbolismens kjendétegn. Blot mangel paa plads, ikke mangel
paa stof hindrer mig i at mangedoble beviserne for det udpræget
moderne i denne side af Almqvists digterbegavelse. Før Wagner
drømte han 0111 en fremtidens kunstform, som skulde være
indbegrebet af al kunst, være poesi, musik og maleri paa en gang.
Selv ubekjendt med alle kompositionens love ligesom med noterne,
men af naturen dybt musikalsk, lod han sin stemning flyde ud i
melodi, naar ordene ikke rakte til for at give den udtryk. Han vil
ikke anvende de udslidte poetiske billeder og søger at skabe nye i
de opbrugtes sted, men beklager at saa mange ord fra naturens
verder savner en høi tone og saaledes blir ude af stand til at vække
en musikalsk stemning.
Om vi med faa ord søger at sammenfatte maalet for Almqvists
kunstneriske bestræbelser, saa var det at sprænge de fastsatte
grænser mellem de poetiske former, mellem kunstens ulige omraader
ligesom mellem sanseindtrykkenes, men fremfor alt mellem livet og
kunsten. Sit haab om en nv tid for kunsten, „da nye roser skulde
blomstre," grunder han paa haabet om, at kunsten skal blive
dyrket som religion. Alle livets hellige ytringer, arbeidet, skjenheden,
kjærligheden, er blade i den mystiske verdensrose. Af denne rose
skulde hans eget livsverk Tørn ros en s bok, med dens fra alle
lande, tider og livsomraader hentede emner, være et symbol. Thi
digteren taler helst gjennem symboler: saadanne „meningerunder"
spreder glæde og et vidunderligt lys i hans sjæl. Man forstaar
tilværelsens billeder i samme grad som man er en ren natur, en
som lever det sande kunstnerliv. Skabe behøver man ikke for at
være kunstner. Man behøver blot se paa livet med uskyldsblikke,
saa som barnet og kunstneren ser. Da lever man i det hele, eier
et vidunderligt samliv med verdensaltet. Da blomstrer man i fuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
