Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
den under dualismen lidende tidsbevidsthed, fra længselen efter en
verdensforklaring med enhedens præg kommer tidsaandensnyvaagnede
had til specialisering og analyse, dens forkjærlighed for syntesen,
helhedsanskuelsen. Det er den lidenskabelige styrke, den ubrudte
følgerigtighed i Almqvists bestræbelser efter at naa frem ti!
monismen, som gjør ham til vor moderneste digter. Denne bestræbelse
er hjertet i Tørn ro s en s bok, hvori Almqvist vilde „speile hele
verden," og som derfor, efter hvad han selv siger, paa en gang er
„tone, farve, duft, graad, latter, poesi, religion, tilosoti." Og i
samme grad som det virkelig er lykkedes Almqvist at Hytte løbet
helt ind i sin digtning, at tinde enheden i det mangfoldige og det
mangfoldige i enheden, i samme grad er han naaet op til de
virkeligt store digteres høide, for hvem bestræbelserne efter at naa en
lielhedsanskuelse, og derigjennem udviskning af alle skarpe
grænse-forskjelligheder mellem de ulige livsomraader, altid er det
kjende-tegnende. Men Almqvist bar i sit væsens dyb den dualisme han
bekjæmpede, og denne hindrede ham i nogensinde fuldt at naa frem
i sin helhedskamp.
Almqvist havde gjennemgaaet en til vanvid eller selvmord
grænsende strid meel dualismen i sit eget indre, som han tilskrev sin
fødsel i et ægteskab, som var et af dem, han senere kalder uægte:
et saadant hvor al sympati savnedes mellem ægtefællerne. Moderen,
som han dybt elskede og — da hun i hans trettende aar døde —
dybt savnede, skildrer han som en mild, naturelskende sonderling,
som drømte med Rousseau i alle tyste skoge. Faderen,
krigs-kommissær Almqvist. var den praktiske nyttes, den skarpe forstands
mand, og disse ikke gjennem kjærligheden sammensmeltede
modsætninger gik i arv til sønnen. Han beherskedes vekselvis af, hvad
han kalder den fædrenearvede „levisorsjæl," vekselvis af den fra
moderen arvede digtersjæl. Denne saa personligt følte dualisme
skjærpede hans blik for hele den ham omgivende dualisme, i naturen,
i samfundet, i kristendommen, hvor han tidlig mødte „den
forfærdelige Kristus," som med kravet alt eller intet stod ubevægelig
stille spærrende ham veien ud til fri, fuld livsnydelse, fri, fuld
individuel udvikling. Tilslut blev Almqvist færdig med omdannelsen
af sine begreber 0111 Gud og Kristus, saa som han behøvede dem
for sin religiøse følelse ligesaa vel som for sine personlige frihedskrav.
Det lykkedes ham at slide en flig af, hvad han kalder verdenstrevlen
for dermed at forbinde sine saar. Denne flig er den umiddelbare
andagt. Gjennem den bevarer han for sig „et liv over problemernes
liv." Dette liv er ren kjærlighed. „Den spørger ikke, den er."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
