Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Men striden, som længe for ham borttog solens glans og
sommerens grønske, havde vakt hans rædsel for mørke, ukjendte dybder
i hans eget væsen, paa samme tid som den havde gjort ham vidende
om, at inspirationen og forbrydelsen i naturens dunkle urgrund
havde sammenslingret sine rødder; at i geniets fodspor gaar dets
„lumsk lignende spøgelse, den hvidklædte nattevandrer, galskaben/’
Det er styrken i denne viden, som gir det moderne præg og den
vilde kraft til den ungdomsbog, som altid blev hans kjæreste verk,
Amorina. Denne bog er paa en gang hans Werther, hvori han
ligesom Gøtlie digter slut paa et gjennemlevet udviklingstrin, og et
kaos, som indeholder meget af det stof, lian siden digterisk udformer.
Hvad lian først og fremst gjennem Amorina vil udtale, det er den
iagttagelse, som nu er en alment erkjendt sandhed, at forbrydelser
ofte er arvede eller gjennem fysiske anomalier paadragne
sjæls-sygdomme. Amorina er saa lidet det planløse vanvid, som
samtiden tog den for, at Almqvist allerede forinden havde skrevet en
afhandling, om, at fængslerne burde betragtes som sygehuse for
sjælen, hvor man med idel milde midler burde stræbe efter at
gjen-oprette forbrydernes aandelige sundhed. I Am o rina har Almqvist
skildret et overmenneske, men med mordmani, som af fader og
moder er skabt til en efter blod „evigt tørstende kilde." Almqvist
gjør her et bevidst angreb paa viljens frihed, stiller efter sine egne
ord „en kvas sværdsod paa menneskehedens ømmeste nerve" —
samme nerve som endnu skjalv af smerte i ham selv. Saa langt
før sin tid var Almqvist, at Amorina, (hvis første udgave hans
farbroder biskopen havde ladet makulere) 1839 vakte ringe
opmerksomhed, mens man kastede sig over Det, gaar an, som
sammenlignet med Amorina er en barneleg.
I Amorin a er det især gjennem bogens heltinde Almqvist
udtrykker den anden side af sin livserfaring, hvorigjennem han havde
tabt troen paa viljens frihed. Den natur Almqvist havde arvet efter
sin moder, var en indadvendt, hvor dyb kvietisme var det herskende
træk, en natur, som var bare „gemiith." I en saadan natur blir
stemningen alt beherskende, viljen ytrer sig blot som instinktive
impulser. Alt det umiddelbare blir betragtet som den hellige
livskraft, blir den „indre varmes lys," som klarest oplyser forstanden.
En saadan natur er med nødvendighed rig paa mystik, den slags
dybe mystik, som træffende er blevet betegnet som barnesind rettet
mod verdensaltet. For mystikeren er hver enkelts intuition den
eneste vei til sandheden. Og denne vinder ikke i styrke,
derigjennem at man bringer ind under bevidsthedens lys det, som intuitionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
