Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
umiddelbart har givet. Nei, det høieste liv er efter Almqvist at
være ubevidst som en lyre, hvis strenge Gud rører — et billede
som næsten ordlydende tindes hos Shelley som udtryk for dennes
panteistiske følelse. At være indesluttet, gjemt inde i det hele, at
lade tanken dø, at være useet af sig selv, at synke ned i den
unævnelige tyste grund, det er den høieste kraft til aandens
lægedom," Almqvist blir aldrig træt af saaledes at gjentage
ubevidsthedens, umiddelbarhedens sakramentale betydning, og ogsaa i denne
henseende er hån samtidig med vort ubevidsthed og umiddelbarhed
attraaende sekelslut.jT Hele mangfoldigheden af samtidens
eiendommelige sjælelige foreteelser hviler yderst paa menneskenaturens
længten fra overrefleksionen og sønderplukningen, fra videnskabens
skarpe dagslys tilbage til livsmysteriet, den dunkle muld, hvor
aanden maa have sænket sin rod for at kunne blomstre.
For den sjæl, saaledes smelter lien i alnaturen, som blir denne
besjælet. Saa gir Almqvist nareisserne frihed og tanker, rubinerne
forestillinger, „hvorved de i sit indre udfører det eviges purpurdigt,;"
skogens duft forbauses over den luft, som kommer dem tilmøde fra
havens urter. Birken er udmarkens kunstner, havørnen er et digt,
svævende frem paa dunkelgraa skimrende vinger, et Guds digt. Thi
Gud kan ikke selv fornemme sit eget dunkle væsen, men vil opdage det.
Derfor stiller han sine følelser og tanker frem for sig, og alle
tilsammen udgjør de verden. Dens skiftende foreteelser er de billeder,
maleren bag skyerne maler for at staa belyst, forklaret for sig selv.
Alt i naturen blir saaledes for Almqvist ytringer af det
guddommelige. Men jo nærmere mennesket staar det guddommelige, des
mere oprindelig er han, des mindre selvbevidst. Derfor blir det
dyriske, det barnslige, det folkelige, det kvindelige, det artistiske
for ham det mest umiddelbart guddommelige. Særskilt i denne tid
med de utallige kampe, som sig imellem søndrer menneskene, og
efter den strid, som refleksionen bragte ind i Almqvists eget væsen,
fandt han, at den dyriske maade at være til paa gav et harmonisk
indtagende billede af en høi enighed med sig selv." Sin drøm om en
fuldkommen ophævelse af al søndring gir Almqvist frem i sin mest
troldske fantasiskabelse, sin Tintomara. Han har optaget mystikens
tanke om et animal coeleste, naar han former dette væsen, som
snart virker som en yngling, snart som en ung pige, snart med
menneskets, snart med dyrets færdigheder, men som just derved,
at det staar over alle begrænsninger, altid og til alle meddeler
indtrykket af en „underbar vaar, en uefterlignelig lethed og
krystalklarhed."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
