Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Shakespeare i hans Digtnings mørke Periode. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Utvivlsomt har hans Afsky for Demokratiet havt sin Rod i’
hans Kunstnernervers rent sanselige Afsky for Menigmands
Atmosfære. Se Casca’s Beskrivelse af Cæsars Holdning ved
Lupercalia-Festen, hvor Pøbelen udbreder sin stinkende Aande omkring sig ;
Kleopatras Ord om Rædslen for at løftes til Skue i Rom mellem
Skyer af Haandværkslømlers kvalme Aande, væmmelig af deres
fæle Kost; Richard II’s Ord om Bolingbrokes Bejlen til Menigmands
Gunst. Shakespeare har været saa modtagelig som Heine efter ham
for Sværmens stygge Dunst. Atter og atter kommer derfor Coriolan
tilbage til
„den stinkende omskiftelige Mængde".
Han vil paa ingen Maade smigre den.
Sit Indtryk af Mængden har Shakespeare øjensynlig faaet fra’
det aabne Parterres Befolkning i hans Theater, de frygtelige Fyre,
terrible boys, de uvaskede, som de kaldtes, over hvem der altid
stod en Os af Tobak og en Dunst af Drikkevarer, mens de
utaal-modigt oppebiede det Øjeblik, da Primadonnaen var barberet
færdig, saa Stykket kunde begynde. Og senere paa Aftenen den
afskyelige Stank, som hævede sig fra den uhyre Beholder i
Baggrunden af Parterret, en Stank, mod hvilken der brændtes Genever
paa Scenen- Atter og atter havde Skuespillerne søgt at faa denne
Beholder afskaffet, men man modsatte sig Afskaffelsen, og
Skuespillerne risikerede enhver Overlast, ifald de vilde trodse.
Med dette Blik paa Masserne saa Shakespeare de gamle Tider,
Englands som Roms, i sin Tids Lys. I sin Kong Johan har han
forbigaaet Tiltvingelsen af Magna charta, Hovedbegivenheden i
Kongens Regjeringstid uden blot at nævne den. Elisabeth holdt
ikke af, at der dvæledes derved, og Shakespeare interesserede sig
ikke derfor.
Betegnende er det ogsaa, at Coriolan stadigt kommer tilbage
til Plebejernes Fejghed. Det er den middelalderlige Adelsmands
Foragt for de i Vaabenhaandværket uøvede Bønder; men den passer saare
daarligt paa de stolte Plebejere i det gamle Rom. Altid karikerer
Shakespeare enhver Folkebevægelse, saaledes i Henrik VI, hvor han
for at komme Almueoprøret tillivs, tager Træk fra et helt andet
Oprør og en hel anden Tidsalder til at latterliggjøre det; dets
Fordringer var i Virkeligheden moderate, ja konservative. Men
ingensteds har han haanet Folket som her.
Hvorledes er nu dette Værk Coriolan steget op af det Dyb
af Mismod, Livslede, Forstemthed, Menneskeforagt, som paa dette
Tidspunkt udgjorde Shakespeares Sjæl?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
