Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
arbeidslyst sløves under den voksende fornemmelse af uforeneligbed.
Og med hans evne til at digte om virkeligheden til sin egen fordel
faar han det didhen, at han allerede før giftermaalet følte den
bristende harmoni, men at han var for god og heller ofrede sig
selv end det væsen, som i uskyld havde fæstet sig ved ham. Det
kan jo let tænkes, at den Ynglingekjærlighed, som han i begyndelsen
af sit ægteskab skildrer som en sammenvoksning for evigheden af
deres indre væsen og kalder „den svale, rene, gode ild", som i
ungdommen var freden i hans indre, allerede før ægteskabet har
skimtet for hans anelse som ikke nok varm til helt at kunne smelte
sammen deres naturer til fuldt væsensfællesskab, og denne anelse
gjør han siden til vished. Det er end mere troligt, at hans første
kjærlighed, saa som tilfældet ofte er med tidlig kjærlighed,
instinktmæssig har søgt og fundet den kompletterende modsætning til sit
eget væsen. Men livet gir ofte det ungdommelige instinkt uret ved
siden at vise umuligheden af at smelte modsætningerne sammen til
enhed. Allertroligst er, at Almqvist aldrig længe skulde blevet
lykkelig med nogen kvinde, lige lidet som hans Rikard Furumo
nogensinde „fandt en kvinde rigtig elskelig". Almqvist havde
idealistens krav paa fuldkommenhed, fantasimenneskets tilbøielighed
til stadig at søge denne fuldkommenhed i nye former og dertil den
reflekterendes behov at analysere det fundne, hvorved det
nuværende snart tabte al tiltrækning under grublet paa, hvad som
burde være. Saadanne naturer føler med nerver og indbildning,
men lykken blir en virkelighed blot for dem. som føler med hjertet.
Almqvist siger selv, at den største og ædleste prøve, man kan
sætte et menneske paa, er at elske det. Almqvist skulde
sandsynligvis aldrig bestaaet denne prøve i noget kjærlighedsforhold, og
i hvert forhold, som var blevet ulykkeligt, givet omstændighederne,
ikke sig selv skylden, saaledes som den svage natur altid gjør.
Men fantasimennesket tror imidlertid selv paa dybden i sit
følelsesliv og bibringer ogsaa i lang tid den som elsker det samme tro.
Med et umaadeligt begjær efter sympati var Almqvist altfor
optaget af sit eget indre liv til at kunne give sympati af dybere
art, og aldrig hvor der fordredes nogen opgiven af hans individuelle
personlighed. Sandsynligvis var det derfor, han trivedes saa vel
med børn og unge, fordi disse af de ældre ikke begjærer det
inderste af personligheden, men nøier sig med interessen for deres
personligheder, naar de bare føier, at denne, som hos Almqvist,
er ægte.
Den rige individualitet, stadig paa speiden efter nye livsmotiver,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
