Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
„Hvad är kärlek" og en liden novelle „Parmajouf" udtalte de
tanker i dette emne, som blir pulsaaren i hans hele digtning. Og
de personlige indtryk, som saa tidlig har modnet hans opfatning,
var den i hans inderste væsen følte disharmoni, som han tilskrev
sine egne forældres ulykkelige samliv. Han følte afgrundsdybt, at
livets sværeste ulykker, de fleste sjælelige og legemlige lidelser havde
sin grund i, at børn fødes „uden aandelig, virkelig og hjertelig
kjærlighed mellem forældrene, hvorved de arme skabninger kommer
til verden som daarlige i selve deres væsens indhold". „Man
hænger" — siger den unge Almqvist — „seddelforfalskere. — Men den,
som af tusen andre aarsager, men ikke af kjærlighed, forener sig
med en person, som han ikke elsker, og saaledes danner en
uduelig huslig kreds — mon ikke den begaar en forbrydelse, hvis egen
storhed, og hvis uberegnelige følger for samtid og eftertid spreder
langt forfærdeligere ulykker end forfalskningen af millioner sedler?"
Generationens hellighed, kjærligheden som det eneste
grundlag for ægteskabets sedelighed, forholdet mellem mand og kvinde
som livets største anliggende — det er de tre grundtanker, som
møder os allerede i Almqvists ungdomsskrifter, og hvilke han endnu
som olding lige helt egner sin hyldning. I sin „Guld maker i ets
historia" — et af hans allersidste arbeider — lader han saaledes
den unge elskerinde selv give sig døden, da hun blot saa kan
undgaa at blive en andens brud end dens, som hun elsker, og han
ytrer derved: „At kunne dø hører til frimodigheden og er en livets
ret." I samme stemning var det, han i sine tidligere aar digtede
„Vargens dotter", hvori de unge elskende, i fuld vished om ikke
at synde, gir sig døden sammen, da haarde frænder vil hindre dem
fra at leve livet sammen. Dybere har ingen udtalt kiærlighedens
skjæbnes vangre magt end Almqvist med ordene: „Hvad er det at
vove at elske? Det er at vove at dø." Man kan dø ogsaa uden
at opgive aanden.
Kjærlighedens livsmagt, det underbare mysterium i naturen,
erfor Almqvist lige hemmelighedsfuldt baade til udspring og
virkninger. „Jeg elsker dig, fordi jeg elsker dig. Jeg ved ikke, om min
følelse kan have nogen dybere grund," siger, en af hans personer.
Men mysteriet forefalder som den eneste naturlige tilstand:
„Himlen forundrer ’ sig ikke over himlen. Kjærligheden er ikke en
tilstand af forbauselse, af beundring, fordi den er noget langt mere;
det er ikke overspændthed, ingen høihed, som føles høi. Alle disse
smaasager er man ifra, naar man ret elsker. Man er, og det er
nok." Den spirende kjærlighed er det ømfindtligste af alt: „En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
