Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
blomst, som enclnu vokser, har et fløielsartet usynligt slør paa
bladene. Om det røres, aldrig saa hastig og med den mindste
finger, gaar dette fiøielsstof sin vei. Man er ikke istand til at se,,
hvad clet var, som gik tabt: blot at noget er gaaet tabt, finder man.
Det fagre er fint og lunefuldt. Først naar man har det visnende
foran sig, begynder man at ane en forsvunden himmel."
Den gjensidige lykkelige kjærlighed er som en elektrisk strøm
mellem sjælene. Det ensomme varme hjerte savner lys; det
ensomme lyse hoved savner varme; men kjærlighedens elektricitet gir
hovedet varme og hjertet lys, siger han et andet sted.
Samtidig med Almqvist levede et digterpar, som af lykken
havde lært sig at kjende kjærlighedens væsen ligesaa dybt, som
længselen havde bragt ham til at se ned deri. Det var Robert og
Elisabeth Barrett Browning. Livsanskuelsen og i visse retninger
ogsaa fremstillingen er hos Robert Browning og Almqvist af en
paafaldende lighed; denne viser sig fremfor alt i det for dem begge
centrale emne, erotiken, hvori de mere end en gang har sagt
samme-ord og behandlet samme motiv. Saaledes lader Browning Porfyrias
elsker dræbe hende i det øieblik, da hendes grunde væsen var helt
og holdent godt, og Rikard Furumo styrter Magdalena i fossen for
at redde hende fra det dunkle just i det øieblik, „da hendes
øine-tindrede mest himmelsk". I „Statyen og bysten" viser Browning,
hvorledes de to syndigt elskende viser sin sjæls lidenhed ved at
lade livet visne lien i længsel, uden at vove en handling. „Ogsaa
en forbrydelse kan," siger han, „blive en prøve paa en karakter;
en karakter kjæmper til det yderste for sit livs maal, hvilket det
end maa være." I Almqvists „Hermitaget" lader Waldemar
Birgerson „hele det ishav, som kaldes samfundet", skille ham fra den,
han elskede. Med hende følte han sig som farende „paa vindens
vinger med luftens lysegraa, guldkantede seil", eller „som en
kongelig heire paa stranden af en dunkelgrøn sjø". Men da „han,
skræmt af presternes og folkets raab, svimlende og svag, gav
efter" — fra den stund tabte hans sjæl sin helhed, han blev halv,
„syg i vandel, brusten i forslag og opførsel". Han føler, at ifald
han, stærk og fri, ikke havde agtet paa folkets skrig og dumhedens
angst, men blot seet paa sin egen vei og vernet den konstellation,
som oplyste den, „da skulde hun og jeg," siger han, „ikke været
fyrster efter lovens udnævnelse og pakkets kroning ved Mora, men
fyrster i vor sjæl, kronede af den umistelige lykke, med frihedens
straalende ørnevinger ved vore lokker." Længe før Nietzsche
forkyndte Almqvist som den „kongelige orden" at elske det, som vort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
