Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
væsen egentlig tilkommer, og hensynsløst at følge denne vor inderste
manen. Og ligesom Browning i dette tilfælde nærer aldeles den
samme overmennesketeori, har han samme tro som Almqvist paa
ufeilbarheden af følelsens indgivelse.
„Jeg skal sige dig, hvorledes det er med dyden" ....
saaledes begynder et af Almqvists dybeste og fineste digte. Det er
en ung greve, som taler, og den tiltalte er Colombine, indvaaner i
et berygtet hus i Stockholm. Han fortsætter at forklare, hvorledes
en eneste musikalsk ren stemme tar magten fra mange mislydende,
•og hvorledes dyden paa samme maade gjennem tusen låve, rislende
følelser lyder som „en hemmelighedsfuld, enslig,. klar, uovervindelig
tone". Denne dyd har han fundet hos Colombine, som han vil
gjøre til sin hustru, og til hvem han har flygtet fra sin høiadelige
forlovede, som er saa agtværdig, at han gaar under i hendes
atmosfære, saa dydig, at det er uanstændigt at tale om dyd i hendes
nærhed. Hun havde skinnet, hos Colombine derimod fandtes
renhedens væsen. Browning lader (i „Pippa Passes") den mandlige
kjærlighed under endnu mere tilspidsede forhold vise samme
intuition som i Colombine. Aldrig har nogen af dem klarere lagt for
dagen sin tro paa den dunkle naturgrunds hellighed. Gjennem sit,
fra denne flydende instinkt finder hver af elskerne, at den elskede
er en af de hellige, „inderst til uskyld bestemte serafer", som ingen
livsomstændigheder har kunnet plette; gjennem denne inderste
naturgrund er det, at begge de „faldne" kvinder er forblevne ufordærvede.
Det er denne grænseløse tro paa naturens dybeste kræfter, paa
dens uforgjængelighed, paa dens magt til at læge det i ydre
henseende ødelagte, som er det inderste i Almqvists livsanskuelse, ja
som er blevet selve hans gudsbegreb. Derfor at kvinden staar
naturen et trin nærmere end manden, som mere er anlagt for
refleksion, kan hun lettere se livet, som barnet og artisten ser det,
med uskylclsblikke. „At have musik" er at have en sjæl, siger
Almqvist, og den sjælfulde kvinde er en „i fonn sat musik". Hun
formaar at løfte manden op til livets helligdom, da hun for ham
aabner „sit væsens himmel". Hendes modsætning er den nysnævnte
agtværdige type, som forholder sig kinesisk urokkelig, i
velbehageligt stillestaaende, med en orden „som ruderne i et skakbret", en
repræsentant for sedvane, love, forordninger, hun, „som forvandler
verden til et ishus". Alle af Almqvist formede kvindeskikkelser,
som han selv elsker, er enten ganske utæmmede naturvæsener og
derigjennem ubevidst inspirerende, eller ogsaa saadanne i sin
klogskab varme, og i sin varme lyse væsener som den af alle gratier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
