Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
omsvævede Araminta May, pigen fra Stockholms fine borgerlige’
kredse, eller Sara Widebeck, den i mere hverdagslig skikkelse
fremtrædende pige fra smaaborgerverdenen. Begge har det fælles med
alle Almqvists kjæreste kvindeskikkelser, at være umiddelbar natur
og saaledes, skjønt i de sidstnævnte tilfælde bevidst, at blive for
manden inspirerende til et liv i ægte skjønhed. Klogskaben, kulturen,
koketteriet eller hvad det er, som hos disse kvinder drager om
hjertet „en fin sky, et Hor som af tynd sne, et slædenet af
silke-med skinnende hvide masker" — dette forhøier blot den lykke at
eie det trofaste, varme, rene hjerte, som slaar under svøbet.
Almqvist har imidlertid aldrig henfaldt til nogen overfladisk
kvindeforherligelse. Hertil er han altfor dybtseende. Han ser
manden og kvinden, som de to hverandre udfyldende, for
hverandre skabte halvdele, som i sin forening paa jorden mest
fuldkomment kan vise den evige kjærligheds væsen. De er hverandres
jevnbyrdige, skjønt ikke hverandres lige. Ingen af dem staar „som et
under over," ingen af dem som „et vidunder under den anden."
Det ægte samliv mellem dem er jordens høieste gudstjeneste. At
betrygge denne gudstjeneste, at give den al tænkelig hellighed,
frihed og friskhed er den største af alle samf’undssager, vigtigere
end nogen, som „dreier sig om statsnæringsveie og andre som saa
samfundsvigtige anseede sager." Gjennem dette syn paa
ægteskabet føres ogsaa Almqvist frem til kvindesagens hjertepunkt.
Kvinden bør lære sig et yrke og faa fuld ret til selvforsørgelse,
saa at hun ikke for udkomstens skyld forfalder til „den
nedrigelast" at hengive sig til en anden mand end den, hun elsker.
„Ingen mand blir rigtig lykkelig gjennem en kvinde, om hun ikke elsker
ham. Derfor maa ogsaa han være høist ivrig for, at kvinden
gjennem sit arbeide og sin dygtighed kan bestaa i landet; thi da først
kan en mand vide, at om en kvinde gaar ind paa at give sig til
ham, saa gjør hun det af kjærlighed."
Almqvist fremholder overalt, at det af Gud, det vil sige af
kjærligheden og naturen, stiftede, rene forhold mellem mand og
kvinde ikke er „den lille, usle, elendige øieblikkcts forelskelse, som
blomstrer om vaaren og dør under vinterens sne." Ligesaa lidet
kan det rene forhold grundes paa „den almene, upersonlige
kiærlighed, som kan næres til hvemsomhelst." Mellem disse findes,
siger han, en tredje sort, aandens kjærlighed til et andet menneskes
aand, sjælens, som kjender sit hjem i en anden sjæl. „Denne
personlige kjærlighed er ganske begrænset. Den udgaar fra en
visaands karakter og fæster sig blot ved den anden visse aands ka-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
